Miyazaki, Ramasjang og andre fremmedord

Advarsel! Dette indlæg er bidt af et galt Ekko-blad.

I dag har jeg været meget forgabt/fortabt i det nye nummer af Ekko med det smukke forsidebillede af Susanne Bier. Jeg er både blevet inspireret til at se japanske tegnefilm, gå på jagt i filmgemmerne for at puste støvet af Vil du min smukke navle? og selvfølgelig kravle ind i biografmørket og se en række nye, anmelderroste film om København og kærlighed.

Alt dette og meget mere finder du netop her. Men du kan også bare købe magasinet og samtidig få en DVD med 9 film, der omhandler mennesker på grænsen. Ekko-redaktionen opfordrer i øvrigt til, at man ser filmene med sin indvandrernabo eller sin onkel fra Dansk Folkeparti.

Bladet byder på en indbydende artikel om Hayao Miyazaki og hans japanske tegneserie-univers. Miyazaki er netop aktuel med filmen 'Ponyo på klippen ved bjerget.' Ekko kigger nærmere på, hvordan filmen gemmer på træk fra Shinto-religionen, hvor et gammelt træ, et vandfald eller et bjerg kan huse eller selv være et overnaturligt væsen. Med flot, farvestrålende grafik gennemgår Ekko syv mytologiske naturbilleder fra Miyazakis film og udfolder symboler som måne, ild og sol. Blandingen af de store, søde væsner og den dybere mening giver mig lyst til at se nogle af hans tegnefilm. Har I mon set nogle?

Der er også et stort tema om, hvorvidt ungdomsfilmen er død med titlen 'Hippier, homoer og en jysk borgersjæl.' Mette Damgaard-Sørensen spørger og svarer selv på spørgsmålet 'Hvad er en ungdomsfilm?' med følgende definition:

Børnefilm: Der kysses
Ungdomsfilm: Der knaldes
Voksenfilm: Så er det bagfra

Jeg synes, at nogle af de bedste ungdomsfilm, jeg har set er: Zappa, Tro, håb og kærlighed, Vil du se min smukke navle?, Fucking Åmål, Supervoksen og Tæl til 100. Jeg har stadig Se min kjole tilgode, som jeg bare må se på grund af den fine filmtitel og den altid gode Hella Joof. Nu hvor vi snakker ungdomsfilm, må jeg også lige nævne DR Ramasjang, der dog nok må siges at være børnetv, når målgruppen er de 3-10-årige. Men ikke desto har de altså mig som seer. Jeg er vild med sangen derfra plus musikvideoen. Signe Lindkvist er for mig, hvad Poul Nesgaard var for ungdommen før i tiden.

Ekko hjalp mig også med at udvælge nogle af kandidaterne til weekendens biograftur. Valget står mellem:

(500) Days of Summer. Det er efter sigende en kærlighedsfilm for folk, der hader kærlighedsfilm med kvalmende happy-ending-romantiske-komedier, hvor en mand og dame mødes, forelsker sig og efter forudsigelige forviklinger og misforståelser falder i armene på hinanden i den sidste, sentimentale scene. Denne film er nemlig tværtimod ifølge anmelderen en overordentlig nytænkning af den klichéfulde genre. Den ser fin ud. Se selv traileren:

og

Drømme i København. Den er lavet af Max Kestner, der i filmkredse er udråbt til Jørgen Leths efterfølger. Filmen skulle ikke kun give et billede af en summende og energisk by, men også fremvise et mere sublimt, sammensat og poetisk portræt af København, end man er vant til at se. Drømme i København er dog blevet kritiseret for aldrig at komme helt tæt på menneskene i filmen, som han for eksempel gør i sin tidligere dokumentar Nede på jorden om livet på en fiskefabrik på Vestkysten, hvor arbejdernes små fortællinger foldes ud med humor og varme. På trods af kritikken tiltaler filmen mig meget blandt andet på grund af Max Kestners udtalelse om København: "Ligesom alle andre føler jeg, at det er min by mere end alle andres." Det vil jeg gerne se omsat til film.

Tilføjelse: Den franske film Første dag i resten af dit liv ser også tankevækkende ud og som en film, der passer perfekt til vinterens indtrængning i krop og sind. Det var så tredje og sidste kandidat.

Hvilken film skal du snart se i de mørkerøde sæder?