torsdag den 26. november 2009

Sød-sødere-sødest kæreste

I dag så jeg en lille dreng, der i raseri smed sin jakke i en vandpyt, kørte den rundt så den rigtig blev gennemblødt og derefter trampede demonstrativt på den. Sådanne dage kan vi alle have, men i dag er jeg i den anden ende af spektret.

Jeg
har nemlig fået en før-julegave af Adnan. Og det er lige, hvad jeg har ønsket mig: Alle bøgerne fra Jakob Ejersbos Afrika-triologi. Jeg havde egentlig bare drømt om at eje Eksil, men nu har jeg også Liberty og Revolution.

Jeg har været fan af Ejersbos skriverier, siden jeg i gymnasiet læste novellesamlingen Superego. Og så blev jeg selvfølgelig ligesom alle andre grebet af Nordkrafts skildring af narkomiljøet i Aalborg et par år senere.

Afrika-triologien kom højt på min ønskeliste, efter jeg var til et arrangement på Tranquebar, hvor redaktøren hos Gyldendal, Johannes Riis, fortalte om bøgerne. Johannes Riis havde fået klare instrukser af Jakob Ejersbo i tilfælde af, at han døde:

”Kære Johannes.

Jeg ønsker ikke at være unødig morbid, men jeg har investeret meget i mine bøger, så jeg foretrækker at være forberedt på alle eventualiteter i lyset af min sygdom. Vedhæftede dokument er en brugsanvisning til dig, så du kan finde rundt i Eksil, Liberty og Revolution, hvis jeg skulle drage herfra i utide.

Og så ikke et ord mere om det. Jeg satser på at kigge ind i morgen formiddag til en kop te.

Bedste hilsner Jakob”


Til arrangementet blev der også læst op af Eksil, der hurtigt afslørede sin sproglige råhed og intensitet. Og siden da har jeg vidst, at det var en bog, jeg måtte eje. Med garanti barsk og medrivende som Ejersbos tidligere. Nu har jeg så alle tre.

2 kommentarer:

anette sagde ...

Kære Linda - sproglig råhed og intensitet lyder som noget, jeg fluks skal ha' tilføjet ønskelisten. Tak for gode tippet. Smil fra Anette

Anonym sagde ...

Sød kæreste du har dig