Sne er is/is er sne

Sne er lige så godt som is. Eller er det omvendt? I hvert fald blev jeg meget overrasket over mængderne af sne i Nordvest, da jeg begav mig uden for hjemmets fire vægge for første gang i halvandet døgn. Da jeg tog det første skridt ud i den bidende kulde, forsøgte vinden at banke mig tilbage i hoveddøren. Med halstørklæde og hue viklet om nærmest hele hovedet, så ingen nogensinde ville være i stand til at genkende mig, forsøgte jeg at kæmpe mig frem til Nørrebro Bibliotek. Her ventede nemlig en perlerække af bestilte bøger og film. Og på vejen hjem måtte jeg bare forbi Døgnboksen og hente min yndlingsjulekonkurrence-gave fra Anette. Hurra for den slags konkurrencer, hvor man ligefrem vinder (indsæt her et hav af udråbstegn.)

På vej hjem i den vilde vind kom jeg til at tænke på, hvor de glade minder med uspoleret, knirkende sne under fødderne og et utal af hvide huler og skæve snemænd blev af? Minderne fra barndommen er selvfølgelig stadig lagret indeni, og de dukker da også op, når københavnske småbørn kommer kælkende, men ellers er de langt væk, må jeg indrømme. Og de er nok mere blevet erstattet af kulde fra top til tå (hvor er den flyverdragt?) og et ønske om, at sneen forblev ren og ikke endte i en gråsort masse, der efterlader én med iskolde tæer. Måske det er den voksendom, der spænder ben for sneens mange muligheder.

Nederste billede er i øvrigt fra denne fine og inspirationssparkende blog: Klik