mandag den 30. november 2009

Billedpoesi og grænselandet

Fra højtalerne bølger sangen Møjn. Gad vide om Mikael Simpson har fået inspiration fra Sønderjylland til at lave en sang med den titel? Møjn/mojn? Det er i hvert fald ikke umiddelbart til at vurdere ud fra sangen, da den kun indeholder melodi. Men smadderbra er den.

Apropos Sønderjylland. I dag har Anne og jeg fået solgt vores feature, der fokuserer på fordomme om Tønder. Jeg er sikker på, at redaktøren fra Jydske Vestkysten har købt den med (bag)tanken om, at så får Mads Brügger og andre lidt modstand til deres ensidige fremstilling af grænselandet. Som Natasja ville have sagt: Kom så, Tønder!

Vi er allerede rykket videre fra det sønderjyske og laver nu semesterprojekt, der vist kræver en ekstra vitaminpille. Det handler om at give ældre på plejehjem taletid. Hvad er det for et liv der leves, når man spørger alderdommens ansigter? Hvordan tackler man et endt arbejdsliv, ensomhed og demens? Anne og jeg rykker ind på et plejehjem i morgen og de næste mange dage frem. Jeg glæder mig til at møde Betty, Else, Benny, Jørn, Harry eller hvad de nu hedder.

Her til aften har jeg sat semesterprojektet på standby og givet selv lov til at se kortfilmen Ung mand falder af Martin De Thurah. Jeg kan godt lide den gribende billedverden, og hvordan en simpel fortælling kan afføde et bombardement af indtryk. Mennesker, stemninger, miljøer. Mere nøjagtig: Den 17-årige dreng Hue, der altid går med hue, fransk picnic på taget, konfetti og malet overskæg, fantasi blandet med realisme, lektielæsning på trægulvet, de udstoppede fugle der pludselig taler fransk, Irenes fine kjoler, revner og sprækker, distraktion og ungdommens altomgribende forelskelse.

Eller med andre ord:

”Ung mand falder er en stemningsbåret, cinematografisk tour de force i teenagetidens selvkredsende humørsvingninger, kluntede kærlighedsforsøg og desperate onanifantasier.”

Instruktøren siger selv om filmen fra 2007: ”Ung mand falder er skabt ud af en perlekæde af forskellige elementer, som manuskriptforfatteren Rune Schjøtt og jeg erindrede fra vores ungdom, og som vi med en pincet har taget ud og lagt ind i et langt forløb.”

Har du set den? Næste gang skal jeg se Martin De Thurahs Vi der blev tilbage, som i 2008 blev udtaget til festivalen i Venedig.

lørdag den 28. november 2009

Listen

Jeg lytter til … Cody - Songs, Mikael Simpson - Slaar Skaar, Taxi Taxi! - Still Standing At Your Back Door, Antony & The Johnsons - The Crying Light, Bon Iver - Blood Bank, Soundtrack - (500) Days of Summer

Jeg læser … Downtown, Hus Forbi, Føtexsøen, Euroman, Cover
Jeg drømmer om … En tur til Berlin, juleferie og at komme ind på Film - og Medievidenskab på Københavns Universitet på 8. semester
Jeg kigger på ... Venindes farvelade-fine-hjemmeside, Dropbox, Politiken og kamera anmeldelser
Jeg tænker på … Mine yndlingsmennesker i Sverige
Jeg spiser/drikker … Hjemmelavet gnocci med hjemmelavet pesto, Bo Bech brød, klementiner, hvid tempelte fra Perchs Thehandel
Jeg har i dag oplevet ... at få et medlemskram af en Amnesty-sælger, økologisk marked i indre by og stor glæde over kaffe
Jeg skal … Bage æbleboller, læse baggrundsartikler om plejehjem og træne
Men jeg vil hellere … Høre lydbog og snuppe en lille lørdagslur

Tine på Tværs

Hun siger det råt og direkte men alligevel med en følsomhed og skrøbelighed, der gør, at jeg har lyttet til radioprogrammet Tværs, siden puberteten indtog kroppen. Jeg skrev mit første brev til Tine Bryld, da jeg var 16 år. Svaret har jeg stadig. Det var kontant og indeholdt et spark bagi.

Mit hjerte gik i stå for en stund, da Tværs stoppede i efteråret 2008. Man kan dog argumentere for, at Tine Bryld på det tidspunkt havde aftjent sin værnepligt som loyal ven af ungdommen. Hun har nemlig i over 30 år lyttet, vejledt og rusket op i unge med problemer fra ulykkelig kærlighed til spiseforstyrrelser, mobning og ensomhed. Jeg synes nu stadig, at det er synd for den kommende generation af bekymrede teenagere, at de skal undvære Tværs og Tine.

Heldigvis er hun ikke helt forsvundet fra sendefladen. DR viste for et par uger siden den gribende og intense dokumentar Tine på Tværs, der giver et glimt af det sidste Tværs-program og om hjertet bag. Genhøret af hendes stemme gav mig gåsehud.


Jeg læste engang et interview med hende vist nok i Ud & Se, hvor hun kalder sig selv retfærdighedssøgende. Det synes jeg er et godt, dækkede ord. Sådan et mærkat vil jeg også gerne kunne klistre på mig selv.

torsdag den 26. november 2009

Sød-sødere-sødest kæreste

I dag så jeg en lille dreng, der i raseri smed sin jakke i en vandpyt, kørte den rundt så den rigtig blev gennemblødt og derefter trampede demonstrativt på den. Sådanne dage kan vi alle have, men i dag er jeg i den anden ende af spektret.

Jeg
har nemlig fået en før-julegave af Adnan. Og det er lige, hvad jeg har ønsket mig: Alle bøgerne fra Jakob Ejersbos Afrika-triologi. Jeg havde egentlig bare drømt om at eje Eksil, men nu har jeg også Liberty og Revolution.

Jeg har været fan af Ejersbos skriverier, siden jeg i gymnasiet læste novellesamlingen Superego. Og så blev jeg selvfølgelig ligesom alle andre grebet af Nordkrafts skildring af narkomiljøet i Aalborg et par år senere.

Afrika-triologien kom højt på min ønskeliste, efter jeg var til et arrangement på Tranquebar, hvor redaktøren hos Gyldendal, Johannes Riis, fortalte om bøgerne. Johannes Riis havde fået klare instrukser af Jakob Ejersbo i tilfælde af, at han døde:

”Kære Johannes.

Jeg ønsker ikke at være unødig morbid, men jeg har investeret meget i mine bøger, så jeg foretrækker at være forberedt på alle eventualiteter i lyset af min sygdom. Vedhæftede dokument er en brugsanvisning til dig, så du kan finde rundt i Eksil, Liberty og Revolution, hvis jeg skulle drage herfra i utide.

Og så ikke et ord mere om det. Jeg satser på at kigge ind i morgen formiddag til en kop te.

Bedste hilsner Jakob”


Til arrangementet blev der også læst op af Eksil, der hurtigt afslørede sin sproglige råhed og intensitet. Og siden da har jeg vidst, at det var en bog, jeg måtte eje. Med garanti barsk og medrivende som Ejersbos tidligere. Nu har jeg så alle tre.

En norsk forelskelse

Jeg er blevet inspireret til at skrive om en af mine helt store forelskelser. Det kom efter, at en af fotojournalisterne fra semestret, Emil, skrev følgende til mig:

”… kom lige forbi din blog, og kom til at tænke p
å en ting: har du læst erlend loe? hvis ikke, så er det ret fantastisk (og hurtigt gjort). især vil jeg anbefale 'doppler' om en mand, der siger farvel til civilisationen og flytter ud i skoven - omend kun ganske få hundrede meter fra hans og hans kones hus. Der bliver han ven med en elg, som han døber bongo. Den er opkaldt efter mandens far, som godt nok ikke hed bongo, men den slags ting skal man ikke hænge sig i. meget fin bog. han har også skrevet 'naiv.super'. den handler i høj grad om lister, så jeg tænker, at den ville passe godt. de kan begge to købes for 50-60 kr blandt de billige paperbacks i din lokale bogpusher.”

Emil siger alt, hvad der skal siges. Jeg tilføjer bare lidt. Den norske forfatter skriver meget simpelt og direkte om store ting i livet. Som her fra Doppler: "Vi bliver født alene, og vi dør alene. Man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst."

Personerne i andre af Loes bøger er ligeledes halvsære personer med deres helt egne tanker om stort og småt. Det hele er leveret med underspillet humor og ironi, hvilket gør det meget skævt og fascinerende.

Jeg har selv Muleum, Naiv.super, Doppler og Kvinden flytter ind stående på boghylden, som jeg knuselsker. Jeg mangler blandt andet at læse Loes seneste bog Kurtby, men den har jeg lige bestilt på biblioteket.

Jeg kan hus
ke første gang, at jeg fik anbefalet Erlend Loe. Det var 2. juledag, og jeg var lige kommet til Jylland efter familiejulehygge på Sjælland. Her sad jeg på en bænk og ventede på bussen i et knugende, koldt Århus. En ældre mand sad ved siden af mig med alle sine julegaver proppet ned i to net. Han læste i en bog af Erlend Loe, som hans datter havde givet ham i julegave. Han havde fået to af hans værker, og ville dele den anden bog med mig, mens vi alligevel sad og ventede. Den gule bus udeblev, og jeg nåede at læse halvdelen af Kvinden flytter ind. Jeg grinte højt, da fortælleren i historien maler sin kærestes cremefarvede kommode bæbrun. Og jeg tænkte meget over bogens budskab om, hvordan vi egentlig lever vores liv og med hvem. Siden da har jeg været forelsket i den norske forfatter (og skylder i øvrigt manden på bænken et tak.)

Min forelskelse voksede efter at have set filmen Nord, som Erlend Loe har skrevet manus til. Den handler helt kort om den smådeprimerede Jomar, der lever et ensomt liv som vagt på en skiløjpe i Norge. Men da han får at vide, at han måske er far til et barn langt oppe nordpå, tager han sin snescooter og suser af sted på et helt uventet eventyr.

Min tidligere kollega, Anna, fra Folkekirkens Nødhjælp boede tæt på Erlend Loe i Oslo. Hun uddyber:


"Jeg boede på en ret stejl bjergskråning, hvor han så ligesom boede nedenfor mig, så hvis jeg gik ud på altanen, kunne jeg næsten se ned til ham. Jeg fandt ud af, hvilket hus han boede i, så nogle gange, hvis jeg gik tur om aftenen, så gik jeg forbi hans hus, for at se om jeg kunne se ham. Men jeg så ham aldrig der."

Jeg ville også lure ind ad Erlend Loes vinduer, hvis jeg kunne.

tirsdag den 24. november 2009

Fotodrømme


Jeg vil så gerne have et nyt kamera, så jeg kan forevige små ting, små glimt. Jeg har altid været betaget af det gode billede, men det står desværre bøjet i neon, at jeg selv er urimelig dårlig til at tage gode billeder. For jeg tager masser af billeder - bare ikke gode. Det lader jeg nu med glæde andre om blandt andet en håndfuld fotojournalister fra mit semester. Jeg fortsætter nu også med at tage dårlige billeder, fordi det giver en rarhed i kroppen at vide, at jeg har dem, og at jeg altid kan hive dem frem fra fotoskuffen.

Jeg går nok imod mange fotografers logik, når jeg fortæller, at jeg har kig på Canon IXUS 120 IS - altså ikke et smart spejlreflekskamera, men blot et der lige kan være i håndtasken. Hvilket kamera har du? Og hvad elsker du at tage billeder af?

Mexicansk Sundance-vinder


Endelig vises Sin Nombre i en dansk biograf. Filmen vandt for bedste instruktør ved Sundance Film Festival 2009. Den handler om den unge Sayras fysiske og indre rejse fra det fattige Honduras, op gennem Mexico, til drømmenes land USA. Se mere her.

Nu hvor jeg er i filmland, vil jeg også kaste ros og guldstøv efter filmen Looking for Eric, som vi så for efterhånden længe siden. "En stor, lille film."

Vi skal se Sin Nombre på torsdag i Grand. Skal du se den?

Tunge støvler i cyberspace



Livet viser i øjeblikket sine takker. Det niver, river. Snapper og bider.

I sådanne situationer kommer jeg ofte til at tænke på Oskar fra Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer, der får tunge støvler, når han bliver ked af det.

"I min seng den aften opfandt jeg et specielt afløb, som kunne anbringes under alle menneskers hovedpuder i New York, med direkte forbindelse til søen i parken. Sådan at når folk græd sig i søvn om aftenen, ville alle deres tårer løbe det samme sted hen, og næste morgen kunne de i vejrudsigten også sige, om vandstanden i Tårernes sø havde hævet sig eller var sunket, og på den måde ville man vide, hvor stor en del af New Yorks befolkning der gik rundt med tunge støvler den dag."

lørdag den 21. november 2009

Lørdagsliv


Skøn dag med skøn på. Adnan og jeg har nemlig sovet længe, er kvikket op med kaffe fra Coffee Collective, sukket over nye kameraer fra Canon, fundet en ældgammel kuffert til vores aviser (hvor der indeni står Poul Larsen), været i inspirerende butikker, slugt en masse efterårsluft, ladet op hos Joe and the Juice. Nu venter fiskefrikadeller + rodfrugter, vennebesøg og (500) Days of Summer. Hvad har du lavet i dag?

fredag den 20. november 2009

Lysstråler, linje 185 og livet i Nordvest

Solen viser sit varme ansigt for første gang længe, hvilket betød, at jeg hurtigt kastede dynen af mig. Men morgenen trækker nu lange spor, for jeg er bare rykket ind i stuen med dynen. Her bølger lyden fra P3 med Sara Bros rare stemme, mens jeg læser den fine fortælling om den hidtil ukendte, københavnske buschauffør Jan Nielsen i Politikens ibyen-tillæg. Han siger: "Jeg bliver så glad, når jeg skal køre linje 185." Ruten, der kører fra Nørreport til Klampenborg, er Jans yndlingslinje, fordi han får set hele byen. Men linje 69 betyder nu også noget særligt. Det var nemlig på den rute, at han mødte sin kærlighed Rosalie med det smukke, mørke hår. Ved siden af artiklen er en sennepsgul boks: "En typisk dag i Jan Nielsens liv," hvor man blandt andet kan læse, at han står op og får morgenmad klokken 6.30, og senere på dagen klokken 20 læser han. Buschauffør-Jans dag slutter klokken 23.30. Fin-finere-finest.

Min dag snegler sig afsted med kaffe og morgenmad over to omgange. I løbet af formiddagen skal Anne og jeg have feedback på vores feature, som zoomer ind på fordomme om Tønder (i Sønderjylland, red.). Og senere skal vi rode i den kreative kasse og forhåbentlig fiske en fantastisk idé op om ældre, der bor på plejehjem. Gerne indeholdende en menneskelig vinkel om de personer, der ellers bliver proppet ned i samfundets kælder.

På min to-do-liste står også, at jeg skal sende ansøgning til KU, træne, arbejde, støvsuge og købe ind. Men jeg overvejer at stryge et par af de sidste gøremål, nu hvor solen kaster tryllestøv over Nordvest.

torsdag den 19. november 2009

Miyazaki, Ramasjang og andre fremmedord

Advarsel! Dette indlæg er bidt af et galt Ekko-blad.

I dag har jeg været meget forgabt/fortabt i det nye nummer af Ekko med det smukke forsidebillede af Susanne Bier. Jeg er både blevet inspireret til at se japanske tegnefilm, gå på jagt i filmgemmerne for at puste støvet af Vil du min smukke navle? og selvfølgelig kravle ind i biografmørket og se en række nye, anmelderroste film om København og kærlighed.

Alt dette og meget mere finder du netop her. Men du kan også bare købe magasinet og samtidig få en DVD med 9 film, der omhandler mennesker på grænsen. Ekko-redaktionen opfordrer i øvrigt
til, at man ser filmene med sin indvandrernabo eller sin onkel fra Dansk Folkeparti.

Bladet byder på en indbydende artikel om Hayao Miyazaki og hans japanske tegneserie-univers. Miyazaki er netop aktuel med filmen 'Ponyo på klippen ved bjerget.' Ekko kigger nærmere på, hvordan filmen gemmer på træk fra Shinto-religionen, hvor et gammelt træ, et vandfald eller et bjerg kan huse eller selv være et overnaturligt væsen. Med flot, farvestrålende grafik gennemgår Ekko syv mytologiske naturbilleder fra Miyazakis film og udfolder symboler som måne, ild og sol. Blandingen af de store, søde væsner og den dybere mening giver mig lyst til at se nogle af hans tegnefilm. Har I mon set nogle?

Der er også et stort tema om, hvorvidt ungdomsfilmen er død med titlen 'Hippier, homoer og en jysk borgersjæl.' Mette Damgaard-Sørensen spørger og svarer selv på spørgsmålet 'Hvad er en ungdomsfilm?' med følgende definition:

Børnefilm: Der kysses

Ungdomsfilm: Der knaldes

Voksenfilm: Så er det bagfra


Jeg synes, at nogle af de bedste ungdomsfilm, jeg har set er: Zappa, Tro, håb og kærlighed, Vil du se min smukke navle?, Fucking Åmål, Supervoksen og Tæl til 100. Jeg har stadig Se min kjole tilgode, som jeg bare må se på grund af den fine filmtitel og den altid gode Hella Joof. Nu hvor vi snakker
ungdomsfilm, må jeg også lige nævne DR Ramasjang, der dog nok må siges at være børnetv, når målgruppen er de 3-10-årige. Men ikke desto har de altså mig som seer. Jeg er vild med sangen derfra plus musikvideoen. Signe Lindkvist er for mig, hvad Poul Nesgaard var for ungdommen før i tiden.

Ekko hjalp mig også med at udvælge nogle af kandidaterne til weekendens biograftur. Valget står mellem:

(500) Days of Summer. Det er efter sigende en kærlighedsfilm for folk, der hader kærlighedsfilm med kvalmende
happy-ending-romantiske-komedier, hvor en mand og dame mødes, forelsker sig og efter forudsigelige forviklinger og misforståelser falder i armene på hinanden i den sidste, sentimentale scene. Denne film er nemlig tværtimod ifølge anmelderen en overordentlig nytænkning af den klichéfulde genre. Den ser fin ud. Se selv traileren:

og

Drømme i København. Den er lave
t af Max Kestner, der i filmkredse er udråbt til Jørgen Leths efterfølger. Filmen skulle ikke kun give et billede af en summende og energisk by, men også fremvise et mere sublimt, sammensat og poetisk portræt af København, end man er vant til at se. Drømme i København er dog blevet kritiseret for aldrig at komme helt tæt på menneskene i filmen, som han for eksempel gør i sin tidligere dokumentar Nede på jorden om livet på en fiskefabrik på Vestkysten, hvor arbejdernes små fortællinger foldes ud med humor og varme. På trods af kritikken tiltaler filmen mig meget blandt andet på grund af Max Kestners udtalelse om København: "Ligesom alle andre føler jeg, at det er min by mere end alle andres." Det vil jeg gerne se omsat til film.

Tilføjelse: Den franske film Første dag i resten af dit liv ser også tankevækkende ud og som en film, der passer perfekt til vinterens indtrængning i krop og sind. Det var så tredje og sidste kandidat.

Hvilken film skal du snart se i de mørkerøde sæder?

Post-it med bøger

I vil hurtigt finde ud af, at jeg er afhængig af lister og gule lapper. De udgår en fast bestanddel i mit liv. Det er klart noget, jeg har arvet fra min mor. Denne gang er det en liste indeholdende de bøger, jeg skal have læst i løbet af de næste par måneder. Det kom efter, at jeg i går læste det nye nummer af Litteraturmagasinet. Og så begyndte det sådan at krible indeni efter at komme i gang med nogle nye bøger. Jeg er netop blevet færdig med samtalebogen mellem Morten Sabroe og Jørgen Leth med den direkte og vulgære titel 'Det er derfor de knepper så meget i det her land'. Jeg har også lige læst de sidste ord i den livsbekræftende bog 'Sig farvel' af Julia Lahme, der medfører tårevridende puder.

Men nu skal jeg altså have ny inspiration. Jeg er selvfølgelig uden penge ligesom så mange andre, der også kun har SU'en som fast indtægt. Heldigvis har jeg Nørrebro Bibliotek, der er en fantastisk oase med plads til fordybelse og graffiti på væggene. Jeg har bestilt:

Føtexsøen - Lone Aburas (elsker allerede bogens forside og titel)
Eksil - Jacob Ejersbo

Tine Bryld - Gitte Løkkegaard
Rødby-Puttgarden - Helle Helle
Ned til hundene - Helle Helle

Mand i mørke - Paul Auster
Fjerne galakser er kedelige - Lone Hørslev

Jeg har faktisk bestilt nogle af titlerne hjem som lydbøger. Er det noget, der fungerer for jer? Nå ja, jeg kom også til at bestille Den 11. time hjem på DVD. Den er dog først til rådighed om et par måneder. Håber, den kommer engang i januar. For det ville passe smadderfint sammen med, at jeg har fri hele måneden.

Har I andre bøger, I kan anbefale?


Klar-PIRAT-start

Jeg troede egentlig, at jeg var færdig med den her slags offentlige skriverier. Jeg dyrkede ellers hjemmesider og chats vildt og voldsomt, da teenageårene satte ind, men det blev for meget med tiden. Jeg synes egentlig stadig, at der er for meget ego-disponering på nettet (som jeg selvfølgelig selv læser), men nu er jeg her altså. I hvert fald for en stund.

Denne blog er et resultat af min egen skrivekløe. I stedet for at kradse små, fedtede bogstaver ne
d på notesblokken, kommer de nu her. Jeg forestiller mig at skrive om mine yndlingssteder, mad, bøger, journalistik, økologi, musik og film. Bloggen ender nok med at blive en slags virtuel opslagstavle med ting, der inspirerer mig i bred forstand.

Egentlig fik jeg også idéen til denne 'simple dagbog' efter at have kigget "
hvad gør mig lykkelig?"-listen igennem, hvor blogs og skrivning står listet.

Men der er også mange andre ting, der også gør mig lykkelig som for eksempel:

Min familie, venner og kæreste
At læse bøger
Breve gerne uventede og med sirlig håndskrift
Kys, kram, kager og kærlighed i meterlange baner
Politikens mad, rejse og ibyen-tillæg hvilket er lig med, at jeg elsk-elsker mad, rejser og Københavns kultur og andre pulserende tilbud
Kushmi te (har glemt navnet men den er især god den med citrus og lime)
Økologi fra a-å
Mikael Simpson (blandet med lidt Jørgen Leth er også topgodt!)
Frugt i unaturlig store mængder
At grine mig ondt i maven
Alt varmt som for eksempel en pejs - det går dog ikke på 4. sal, men en ferie sydpå eller en suppe kan også gå
København i bred forstand men især neon-nætter på Nørrebro/Nordvest
Stille søndage inklusiv Det elektriske barometer på P3
Journalistiske portrætter helst skrevet af Nils Thorsen eller Jonas Langvad men også essays af Ida Jeng og Ditte Giese
Vintagetøj især oversize og med ugler
Dokumentarer som Tine på Tværs, Nede på jorden, Tomme rum, En dansker i helvede, Burma VJ's, At leve er bedre end at dø, Jorden under mine fødder, Vilde hjerter
Tv som Bonderøven, Spise med Price, Annemad, Camilla Plum, Det nye talkshow, Friends, Klovn, Smagsdommerne, DR2 Premiere, Forbrydelsen blandet med lidt Deadline og DR2 Udland
Film som Into the wild, Two days in Paris, Boy A, Reprise, Darjeeling Limited, Once, Nord, Vicky Christina Barcelona og, og, og .. (uendelig liste der kræver en ny liste)
At gå en tur og mærke at mit hjerte får lov til at banke langsomt
Stærk kaffe med et par stykker mørk chokolade
til
Gossip Girl (indrømmelse)
Farverige notesblokke, blomster, puder og balloner

Og meget, meget mere. Hvad gør dig happy-happy?