Tilbageblik, gentagelser og nulstilling

Alle vinker farvel til året, der gik, og planlægger allerede et oplevelsesrigt 2010 fuld af muligheder, mirakler og magi. Men som min tidligere lærer, Gitte Luk, på Journalisthøjskolen skrev på sin Facebook-opdatering i går: ”.. ser frem til en ny start på alle de gode, gamle vaner.” For det er jo en evig traver, at vi gentager vores nytårsforsætter år efter år. Selvom størstedelen af os gerne vil tabe 10 kilo, leve af tang og blåbær, droppe chokoladen og være sødere overfor kassedamen i Netto og gnavne buschauffører, så har det altså med blive præcis, som det plejer.

Jeg synes nu alligevel, at jeg vil dele nogle kloge ord med jer, som jeg læste i Euromans leder om personlige gøremål i det år, der venter lige om hjørnet:

”.. Gribe de nye muligheder i en verden der åbner sig. Stræbe efter at være det bedste menneske, man kan. Ikke gøre, hvad der bedst kan betale sig, men hvad der synes rigtigt. At give sit overskud til børn, ringere stillede og mennesker, der lider nød. At tage sine nederlag stående og erkende når man fejler eller kvajer sig. Nu lukker vi et årti. Vi nulstiller. Ser tilbage, gør tingene op, kigger fremad.”

Ligesom tonsvis af tv-programmer vil jeg også lave et tilbageblik. Jeg vil prøve at gøre en lang liste til en lille liste. Her er, hvad jeg har høstet eller erfaret i 2009.

2009’s bedste (på)fund/personlige kanonhit:
Obama-feberen (Yes, we can!)
”Volden ud af gaden”-demonstrationer på Nørrebro med hjemmelavede bannere, kaffe og naboer hånd i hånd blandet med god stemning og fællesskab
Nye veninder (selvfølgelig mixet med det faste slæng)
Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen blandet med den hypede, men sjove journalistpraktikant Thomas (lov dig selv at høre Anders' nytårstale)

Skribent-workshop på Journalisthøjskolen med Ole Sønnichsen
Klima udover det hele på Roskilde Festival 2009
Albums som Hospice fra The Antlers, Slaar Skaar fra Mikael Simpson, Veckatimest fra Grizzly Bear, xx fra The xx, The Crying Light fra Anthony And The Johnsons, The Road to Gävle fra Tina Dickow, Blood Bank fra Bon Iver
Film som Waltz with Bashir, Slumdog Millionaire, Milk, Up, Sin Nombre, Gran Torino, Revolutionary Road og Changeling
Google Wave (altså når jeg lige finder ud af den dér bølge)
Dropbox
Thailandske notesblokke i alle farver og afskygninger til flere lister

Fordybelse i hjemmelavet knækbrød og speltboller (som ifølge Elle og de allestedsnærværende livsstilseksperter dog er helt yt i 2010)
Udvidede sektioner i Politiken
Personlige, sjove, kloge, kreative blogs som Anettes, Marias, Julias, Saras, Samanthas og mange andre (klik)
Urtegården i butiksform - farligt tæt på bopæl
Og en hel masse andet

2009 på navlebeskuende plan samlet i oplevelser:
Unikt indblik i Kenya og Mozambique

Afslutning hos Fagbladet 3F efter et års praktik (der efterlod dette slogan indgroet i mig: fast leverandør af vigtige nyheder fra arbejdsmarkedet)
Start og afslutning hos kommunikationsafdelingen hos Folkekirkens Nødhjælp indeholdende strikkede sjaler, urtete og produktion af et fantastisk, nyt magasin
Tre uger i Bosnien (og lidt i Kroatien) med oplevelser for livet og dyb kærlighed til Sarajevo og Mostar. Vidne til landets tragiske historie og uretfærdigheder.

Hårrejsende koncert leveret af Jørgen Leth, Mikael Simpson og Sølvstorm på Nørrebro Teater
Genfundet lidenskab for ord
Små eventyrer i Køge, Ikast og Malmö
Nørrebro-kærlighed tagget med sølvtusch over alt på mig
Plus meget, meget mere.

2009’s halvtrættende tendens:
Modeblogs der viser de samme mærker og efterligner hinanden.

Derimod er det et frisk pust med blogs a la:
- Pigerne fra SidneyLise, der efterlader opadgående mundvige hos mig.
- Julie der er i fuld gang med en sej mission i bæredygtighedens tegn og derudover har en skarp pen.

Hvis I vil se, nogle noget vigtigere året-der-gik-lister, skal I klikke forbi Politikens billedserie. Det resumerer det hele meget godt op. Klik

Min sidste aften i 2009 skal bruges på at kreere nytårsmad med venner + Adnan på Østerbro, drikke lidt hvidvin og Asti (for sidste år bællede jeg omkring tre flasker rødvin) samt hoppe ind i det nye år i byen på et kollegium, der allermest minder om noget fra Harry Potter. Uhjh, jeg glæder mig.

Tak for et farverigt, sjovt, berigende, kreativt, unikt og anderledes 2009. Farvel til 00’erne og godt nytår. Jeg kaster hermed lidt lykke udover det nye.

En dag i Køge

... med min kære mor og søde søster. Lige inden jul. Med shoppetrang. I snevejr. På Café T. Med hjerterum. Senere mad hos min mor. Skøn med skøn på.

Stille, stille, stille ...

Jeg har følt mig noget punkteret de sidste par dage efter at have brugt alle kræfterne på semesterprojekt og jul. Det har været en tur gennem store mængder træthed og sygdomskriller, men nu er energiblusset ved at komme op igen. Vi tog nemlig til det snedækkede Midtjylland hos svigerfamilien til hygge foran pejsen og langsom genopladning. Tilbage i København tager jeg nu stille og roligt hul på dagen, der indtil videre er gået med ferskente, havregrød, bløde dyner og de sidste tre dages Politiken. Der er stadig brug for tid til alt det stille, så jeg holder mig langt væk fra de værste udsalgsmagneter og bliver i Nordvest, hvor en gåtur i Nørrebroparken badet i solskin er højt prioriteret.

Det er snart tid til nulstilling og et nyt år. Det kræver vist lidt lister for 2010.

Dem skal jeg læse i 2010:
Mette Moestrup - Jævnet med Jorden + Kingsize
Naja Marie Aidt - Alting blinker
Martin Kongstad - Han danser på sin søns grav
Jens Smærup Sørensen - Mærkedage
Kim Leine - Kalak + Tuno
Benn Q. Holm - Album
Jan Sonnergaard - Om atomkrigens betydning for ...
Og selvfølgelig de nye bøger fra Jakob Ejersbo - Liberty, Revolution + Eksil

Det vil jeg også nå i starten af 2010:
At høre The Xx’s koncert på Vega i januar (kæreste har billetter, tjek)
At se Nikolaj Steens Oldboys og nyde Tina Dickows soundtrack
At se Drømme i København lavet af Max Kestner (gammelt ønske)
At spise på den nye sushirestaurant på Uglevej i Nordvest
At købe den fineste vægkalender lavet af Katrine Ring, der for andet år i træk har fotograferet street art i københavnske gader

Det nåede jeg mellem jul og nytår:
At læse Kurtby af den evig gode Erlend Loe (læs mere om ham her - klik)
At skråle med på The Antlers halvnye album Hospice
At se et billede af Anne og jeg i fuldformat i JydskeVestkysten, da vores artikelserie ”Grænsebyen under lup” blev bragt over fire dage (beklager mangel på egen beskedenhed - hr. jante kommer snart efter mig)
At planlægge nytårsaften med mennesker, jeg glæder mig til, og mad, jeg glæder mig til - efterfulgt af en fest i indre by med garanti for sjov og spræl
At bruge en aften på de nye afsnit Beverly (jeg var syg, host-host)
At gennemglæde mig til den kommende skiferie i midten af januar
At skrive flere lister i den røde notesbog

Propfuld af herlighed

Jeg har haft sådan et behov for litervis af kaffe i dag. Juleaften klemte nemlig de sidste kræfter ud af mig. Vi hoppede først under dynerne omkring halv tre-tre i går nat, hvor min stemme efterhånden var skurrende som en rockmusikers, og min krop var ekstra tung af svenske delikatesser og dejlige minder, der lagrede sig indeni. Jeg var også helt øm i maven af tonsvis grin blandt andet affødt af sproglige misforståelser, raflespilsleg og besøget af den svenske julemand iført cowboystøvler og med hang til whisky. Jeg kan kun sige, jeg har haft en eventyrlig jul med mennesker omkring mig, der har fyldt mig med varme og kærlighed fra den krogede storetå til allerøverste hårstrå på toppen.

Jeg er også helt propfyldt af svenske gloser og nye opdagelser som mandelmuslinger med flødeskum og marmelade (billede), Apotekets julmost-drik, hjemmelavet solbærsnaps, julesange a la Skåne, aldrig-før-set-versioner-af-sild og originale julegaveindpakninger. Med mig hjem havde jeg en tung, tung taske proppet med så mange gaver, at det mindst må have hævet Sveriges og Danmarks bruttonationalprodukt med et par procent.

Juleaften var særdeles ønskværdig og velsmagende. Tusind tak til jer alle.

Juleaften lige pludselig

Så blev det juleaften. Det er derfor, alle vinduerne ovre på den anden side af bygningen allerede er dugget til og afslører en voldsom morgenaktivitet i køkkenet. Og det er derfor, min mor har importeret en kæmpe (som i kæmpe) rullekuffert proppet til randen med sirligt indbundne gaver og kort.

Og det var derfor, jeg i går havde min cardigan fyldt med taperester, glimmer og julebånd - og var noget der kunne minde om lettere presset og godt gammeldags træt. I går nåede jeg nemlig alt det, jeg skulle have klaret gennem hele decembermåned. Og det gik op for mig, at nu var det altså lige fluks juleaften.

Men nu kan den jul bare komme an. Om lidt drager min mormor, mor og jeg til Sverige, hvor hele banden rykker ind hos min søster og svenske svoger, og senere indtager vi resten af den svenske families jul. Jeg glæder mig til nye traditioner og en dag fuld af hjemmebagte småkager, Disneys juleshow, pyntet grantræ, abrikoser, dufte a la appelsin og and i ovn samt hjerterum. Jeg håber, I alle får en rar aften med jeres allerkæreste.

Herfra bloggen sender jeg særlige tanker og virtuelle knus til især: Happy, som jeg mødte på et børnehjem i Mozambique og var helt pjattet med julen (tegnede masser af nisser), alle fra Morgencaféen på Blågårds Plads, søde venner og veninder og selvfølgelig ham yndlingsfyren, der hele dagen myreknokler og sender julenyheder fra DR, mens resten af Danmark kaster sig over andesteg og julebryg. "Hvad du ønsker, skal du få i julegave," lyder det fra radioen. Jeg ønsker alle mine nærmeste et gennemlykkeligt 2010.

Hurra for juleferie og sommervarme

Der VAR et stort, lysende spot og en intens jubelboble forenden af semesterprojektstunnelen. Nu skal jeg blot skåle for friheden, lave en vi-er-færdige-dans i hele lejligheden til tonerne af Liv Lykke, senere i lufthavnen og fejre forsinket fødselsdag på Starbucks for en veninde, inden hun flyver langt væk (Aalborg), og så skal jeg bare-lige-sådan klare julegaverne sammen med en halv million andre danskere, der er (for) sent ude samt pakke ind og skrive kort.

Men: Hurra for i dag! Jeg kigger glædesstrålende ud i det sjappede, danske landskab, og indtager det med stor fornøjelse uden splinter af dårlig samvittighed. Det eneste jeg kunne bede om på nuværende tidspunkt er lidt varme. For vores gamle lejlighed er ikke skabt til minusgrader, så vi putter håndklæder under utætte dørkamme og er indendøre iklædt to par sokker og en ekstra sweater. Derfor har jeg valgt dagens billede fra min fødselsdag i fjor, hvor jeg holdt fødselsdag i tre omgange. Denne glade kollage har den søde Maria lavet, der agerede fotograf, og jeg flyder i den blå kjole, mens Sara tosser. Håber, det sender lidt sommerlig duft og tanker i jeres retning om jordbær, balloner, vaffelis tilsat en gang boblende hyldeblomstsaft og en portion chokoladekage. Jeg ville i hvert fald ønske at få bare et øjebliks varme tilbage lige nu.

DR2-flip og en indre, gammel dame

Hver søndag genopdager jeg, at jeg burde have været en kogekone i 50’erne med et godt brugt forklæde bundet om kroppen, som var det en rullepølse. Jeg gemmer nemlig på en indre Camilla Plum eller nok nærmere et brændende ønske om at være velsignet med hendes evner inden for bagning, syltning og dyrkning af alverdens lækre frugter. Jeg er dog langt fra lige så fandenivoldsk som hende, men fru Plum er altså bare ret fantastisk med sit tørklædeturban, og så er hun en ægte kattedame - en god én af slagsen selvfølgelig.

Jeg har også en ustyrlig lyst til at være et mix af bonderøven Frank og hans kæreste Theresa, som efterhånden er blevet folkeeje. Udover deres tiltalende jyske personligheder ville jeg knuselske at eje deres mintgrønne slagbænk fuld af tæpper og patina, hængekøjen fra køkkenet og deres generelle overskud til at lave ketchup, honninghjerter og æblemost fra bunden, ligesom de i løbet af et fingerknips selv fremstiller de smukkeste stearinlys af kasserede rester.

Desværre indeholder jeg ingen af de ingredienser, som de tre seje gør-det-selv-mennesker er lavet af. Det nærmeste jeg kommer er nok den århusianske og smilende Anne fra madprogrammet Annemad. Men trofast sidder jeg altså limet til fjernsynet hver søndag aften, når DR2 sender alle mine favoritprogrammer i træk. Man kan nærmest høre, jeg smiler imens til irritation for andre medseere i stuen. Jeg føler mig bare i utrolig behageligt selskab, når jeg ser dem kokkerere, hamre, sylte, myreknokle, strikke og fortælle om alle deres små drømme og stjernestunder fra køkkenet og haven. Ja, det er nok en tydelig indikator på, at der virkelig findes en gammel, gråhåret dame indeni mig med hang til hjemmedyrkede grøntsager, økologiske simreretter, lav-selv-tegn-og-mal-julekort, kaneture og snittede træ-rangler. Derfor skriver jeg hermed evnerne og tiden på ønskesedlen.

Jeg har et uhæmmet og almenkendt misbrug af DR2. Men hvem synes ikke godt om deres søndage med de bedste glimt fra Roskilde Festival 2009 og Den 11. Time i timevis? Forleden så jeg en fantastisk omgang Univers, der handlede om troen eller mangel på samme. De var på besøg hos et livsbekræftende hospice og senere fulgte kloge, eftertænksomme ord fra biskoppen i Århus samt inspirerende ord fra Hjerne Madsen om, hvor tro og håb gemmer sig i hjernen. Og så er der selvfølgelig altid DR2's Dokumania indeholdende verdens bedste film - fra virkeligheden. Jeg er en meget tilfreds seer, kan I nok høre.

December-drømme

Når jeg engang får mit jeg tilbage, der ikke er indhyllet i opgaver og deadlines, drømmer jeg om mange ting, men især ...

At skrive lange breve med sirlig håndskrift til mine forsømte veninder og familiemedlemmer, der gemmer på invitationer til snarlige fælles oplevelser, gamle billedminder eller lidt chokolade til den allestedsnærværende søde tand.

En opslagstavle propfyldt af tegninger fulde af krea, kort over København, opskrifter til boller og supper, yndlings illustrationerne, vigtige boner, sjove billeder fra fotoautomater og rutchebaneture i Tivoli, lister fuld af plusord og gøremål plus meget andet brugbart og elskværdigt rod.

Kaffe, kaffe, kaffe. Ikke i kandevis men i tilpasse mængder fra boybandet a la The Coffee Collective på Nørrebro. Eller en cappucino tålmodigt lavet over gas med tilpas skummet mælk af ham den søde kæreste, mens vi forsvinder væk i film som Little Miss Sunshine, Finding Neverland, Juno eller Motorcykel dagbog. Jeg glæder mig allerede til, drømmene går i opfyldelse. Ligesom jeg også allerede hopper på stolen af spænding over den kommende skiferie med tre favoritmennesker i en træhytte og et besøg i den svenske hovedstad.

Sne er is/is er sne

Sne er lige så godt som is. Eller er det omvendt? I hvert fald blev jeg meget overrasket over mængderne af sne i Nordvest, da jeg begav mig uden for hjemmets fire vægge for første gang i halvandet døgn. Da jeg tog det første skridt ud i den bidende kulde, forsøgte vinden at banke mig tilbage i hoveddøren. Med halstørklæde og hue viklet om nærmest hele hovedet, så ingen nogensinde ville være i stand til at genkende mig, forsøgte jeg at kæmpe mig frem til Nørrebro Bibliotek. Her ventede nemlig en perlerække af bestilte bøger og film. Og på vejen hjem måtte jeg bare forbi Døgnboksen og hente min yndlingsjulekonkurrence-gave fra Anette. Hurra for den slags konkurrencer, hvor man ligefrem vinder (indsæt her et hav af udråbstegn.)

På vej hjem i den vilde vind kom jeg til at tænke på, hvor de glade minder med uspoleret, knirkende sne under fødderne og et utal af hvide huler og skæve snemænd blev af? Minderne fra barndommen er selvfølgelig stadig lagret indeni, og de dukker da også op, når københavnske småbørn kommer kælkende, men ellers er de langt væk, må jeg indrømme. Og de er nok mere blevet erstattet af kulde fra top til tå (hvor er den flyverdragt?) og et ønske om, at sneen forblev ren og ikke endte i en gråsort masse, der efterlader én med iskolde tæer. Måske det er den voksendom, der spænder ben for sneens mange muligheder.

Nederste billede er i øvrigt fra denne fine og inspirationssparkende blog: Klik

Ting jeg skal denne uge

Skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive. Sådan på den der hulemåde hvor man ikke rigtig bemærker, at det sner og hele København demonstrerer. Den sidste skriveproces kræver total afskaffelse af spontane kaffeaftaler, englevingler i sneen, tid til julegaver og sikkert søvn. Hvad skal I?

Fra på næste tirsdag nævner jeg ikke ord mere om den opgave. Men jeg vil alligevel dele de ældre med jer, som jeg har tilbragt meget af min sidste tid sammen med. Filip, Ketty og Lilly fra Dagmargården. Det er mennesker, jeg beundrer for deres indre spræl og vilje til plejehjemslivet anno 2009.

Juleliste fra endnu en grådig pige

Ud over klimakvalmende artikler flyder medierne over af historier om, hvor mange penge vi vil bruge på julegaver anno 2009. Det er en oplagt historie hvert år, og tallene viser, at kvinder bruger mange, mange flere penge end mændene. Finansgrisen får det altså bedre takket være damernes købelyst. Den købelyst der også giver strækmærker i indersiderne af hænderne og gør, at kvinderne sender hinanden morderiske blikke, hvis de har udset sig samme vare i begrænset parti. Jeg har ikke købt en eneste gave endnu. Jeg har dog skrevet op til flere lister med, hvad jeg gerne vil give mine nærmeste. Det kræver bare, at jeg finder et hidtil ukendt skatkammer med gamle kufferter, sjove bøger om bagning, fiskeri og syltning fra 60’erne, velholdte stoffer, store mængder uldgarn og farveladeglade retroplakater. Hvad giver I jeres kære?

Jeg har selvfølgelig også lavet en liste med mine gaveønsker. Men den vigtigste liste, jeg har, er den med ting, jeg virkelig har brug for (altså ud over godt helbred, familiens bedste, evig kærlighed og andre lyksaligheder.) For vi flyder over i unødvendigheder af lort, som filminstruktøren Jon Bang Carlsen så flot formulerede det som gæstevært i dagens DR2 Premiere.

Men jeg føler stor og afgørende trang til:
- Frisørbesøg gerne i Jægersborggade, 2200
- Flyverdragt i str. 38 for jeg frys-fryser døgnet rundt
- Ferie
- Flere ord og flere penge på forskellige konti

Af praksaligheder ville jeg blive bombeglad for en kalender, så jeg slipper for mit overforbrug af post-its. Kalenderen må gerne være med guldkanter fra Tekinoktay, eller en kalender delt op i praktiske AM/PM fra MUJI eller Københavner-kalenderen fra Verdens mindste forlag. Ligesom det også ville være et hjælpemiddel i hverdagen med en mobiltaske til at hænge om halsen, da den helt hokuspokus altid forsvinder. Jeg vil heller ikke brokke mig, hvis der i julemandens kane lå økologiske cremer, bøger, film plus vintagetøj med ugler eller bambier. Og, og. Listen er længere, men jeg må hellere stoppe, inden det her også bliver kvalmende.

Jeg er vist ikke bedre end alle forbrugskvinderne fra aviserne. Jeg må derfor rode dybt i egen navle og meddele: Jeg er selv én af dem, der gør julemanden til et grådighedens symbol. Men jeg lover altså, at jeg gennem tidligere julemåneder har købt tonsvis af farverige fairtrade kopper, håndlavede fingerdukker i strik fra Bolivia og ufattelig mange gavekort til geder, fodbolde og kondomer hos Folkekirkens Nødhjælp. Er det mon så okay? Bare lidt?

Et familieeventyr med politihelikoptere

Selv om jeg troede, weekenden blev lige så fuld af arbejde som forrige, tog den en dejlig drejning. Vi fik nemlig gæster i form af min kærestes forældre og lillebror. Det var et familieeventyr med en økologisk værtindekurv med lækkerier, overnatning i vores to-værelses palæ, kaffe og kage i kilometervis, opdateringer og ordoverskud, gåtur i indre by med politihelikoptere flyvende over hovedet, en håndfuld butiksbesøg, Folkekirkens Nødhjælps store tilløbsstykke af en klimademonstration, kulde helt ind til knoglerne trods solskinsstråler plus snik-snak og søvnighed. Det er lig med decemberhygge til den helt store, skinnende guldmedalje.

Med honninghjerter og orangegrene blev fredag faktisk også dejlig. Min søster og jeg fik nemlig fyldt maven, da vi var på besøg hos min 82-årige mormor.

Når man oplever dejlige ting som disse skal man huske at gemme dem i frakkeforet og tage dem frem, når man skal sove eller bare har brug for dem.

Men eventyret slutter altid, før man regner med det. Tilbage er opgave og opvask. Jeg vil forsøge at komme igennem begge dele her til aften, mens jeg nyder tonerne af Mouritz/Hørslev. Jeg skal huske at dele min forelskelse med jer over Lone Hørslevs digt Nå, lille vovse. Den om hundevesten. Det bliver en anden dag. På min indre to-do-liste står også, at jeg skal sige mange, mange tak for jeres kommentarer. Det er topgodt, og jeg lover at svare jer alle sammen.

De bittesmå ting

Nogle dage går bare med små ting. Så små ting at de næsten er usynlige. Det er måske bare en pæn måde at sige, jeg ikke har lavet det store i dag. Jeg har i hvert fald ikke vundet Nobels fredspris eller fundet en klimaløsning, der gør alle verdens lande tilfredse. Men jeg har da arbejdet på Annes og mit projekt om tre ældres tanker om ensomhed, død, demens og det at blive parkeret på et plejehjem og føle at miste værdi. Jeg erkender gerne, at den opgave for mig virker som verdens navle lige nu. Til arbejdet har jeg haft godt selskab i form af:

Flere små ting: Jeg vil ikke kun skrive om sød musik men også om mad. Jeg burde faktisk skrive meget mere om mad og gøre det til et bevidst træk. For der er virkelig store mængder mad i mit liv. Jeg har fyldt depoterne op med rugbrød med æg og knækbrød med Vesterhavsost (prøv den øko fra Thiese), smoothie lavet af jordbær, banan, vaniljesoya og lidt citron. Efter (megahård og selvdestruktiv) træning spiste vi kyllingfilet med en salat indeholdende rødkål, appelsin, æble, ovnristede mandler vendt i lidt olivenolie, citron og akaciehonning. Det er smaddernemt og godt, bilder jeg mig ind. Og så spiser jeg i øjeblikket så mange klementiner og æbler, at jeg snart formerer mig til et stort klementinæble. Altså hvis det virkelig passer, at man bliver, hvad man spiser.

Jeg bilder mig ind at alle de bittesmå oplevelser lugter af genkendelighed hos jer. Jeg vil i hvert fald fortælle videre om dem. Jeg har hørt et afsnit mere af Paul Austers Mand i mørke, og jeg er fuldstændig grebet af oplæsningen og forsvinder helt ind i den. Det er næsten lige så godt, som da Fru Olsen læste eventyr højt i folkeskolen. Og så har vi her til aften set dokumentaren Vild med Villy. Det får mig til at tænke på, hvem mon hende Karen Poulsen er, der har lavet den personlige beretning og fulgt Villy i to år? Hun lyder ung (opdatering: Ja, hun er 26 år). Det er meget misundelsesværdigt, synes jeg.

Livet findes i de små detaljer. Hvad har dine været i løbet af dagen?

Begejstring: 500 Days of Summer

Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg har fået set filmen (500) Days of Summer. I bliver altså nødt til at se den, selvom den er i Blockbuster-kategorien. Jeg tilstår gerne, at mit forhold til filmen er lidt kvalmende. Men opbygningen og den lille ikke-kærlighedshistorie er altså en biograftur værd. Ja, faktisk meget mere værd i min optik. Jeg lover, at den ikke kun er for piger. Filmen er fortalt sådan, at den springer frem og tilbage imellem de 500 dage før, under og efter forholdet med Summer. Jeg har tidligere skrevet uddrag fra anmeldelserne af filmen, så det undlader jeg. Og jeg vil heller ikke gå særligt ind i handlingen udover dette:

Boy meets girl
Boy falls in love
Girl doesn't

Til gengæld bliver jeg altså nødt til at fremhæve mine foretrukne ting, billeder og øjeblikke fra filmen, fordi jeg er så ovenud begejstret for: Summers og Toms fælles tur til Ikea og hele Ikea-seringen (Ikea må bare konkluderes at være en af parforholdets største eksamener), når Tom og Summer udfordrer hinanden og skiftes til at sige penis med opadgående volumen og til sidst råber PENIS udover en park fuld af børn og forældre, lyset i den scene hvor Tom og Summer drikker kaffe sammen i toget, at Tom er tekstforfatter til alverdens halvdumme lykønskningskort, bryllupssangeren med stort-stort og misundelsesværdigt afrohår, Summers ekskæreste ”The puma”, filmens fine grafik der minder om noget fra en tegnefilm, Toms lillesøster der spiller fodbold men endnu vigtigere giver Tom gode råd om kærlighed/Summer, Toms kæmpe tavle i sin lejlighed, kuglepenstegningen af byens arkitektur på Summers arm, bænken med udsigt over byen, Summers 60’-inspirede kjoler og selvfølgelig hele soundtracket med The Smiths, Regina Spektor, Feist, Simon & Garfunkel og Carla Bruni.

Ja, der er mange gode grunde til at se filmen (og jeg lover at stoppe nu med flere opremsninger af andre grunde til at se den. Men kom nu. Se den.) Jeg vil snart fortælle mere om filmen Sin Nombre, som jeg også har set fornyelig.

Hårde stoffer/middagslur

Jeg er på klementiner, sharonfrugter og julete fra Kusmi. Men jeg føler mere, at jeg har brug for et drop med espresso eller noget, der er stærkere. Vitaminpiller og frisk luft hjælper i hvert fald ikke længere efter en weekend bestående af interviews og reportage. Tidligere i dag lukkede jeg øjnene i en times tid, og de var godt nok svære at åbne igen. Schhh, sig det nu ikke til nogen. Som 23-årig burde jeg ikke have brug for en middagslur. Jeg har dog hørt, at andre jævnaldrende også har hang til den slags? (Hint)

I denne ujulede måned er der nu altså alligevel en julekalender, jeg følger med i. Det er Joulukalenteri, hvor Hanne Konola hver dag afslører et nyt, fint billede. I kan se mine foreløbige yndlings fra den 4. december og 7. december.

Familietid?

I denne flette-julehjerter-tid er der på det plejehjem, vi skriver opgave om, ikke mange pårørende, der hiver et par timer ud for at besøge de ældre ansigter i stamtræet. Der er faktisk slet ikke nogen besøgende. Men julen handler vel om at være sammen med sine nærmeste, have tid til hygge og fælles afslapning i sofaerne. Det virker dog mere som om, at de gode tanker bag decembermåned er overgået af påtagede julegaveindkøb, stress der kilder fodsålerne, virvar af julefrokoster, for meget snaps/sild/svinekød og ubetydelige adventsdage. Alt for mange ting der er påklistret julen, og som man mekanisk gør, fordi det er en tradition eller nærmere en vane.

I går fortalte en familiefar i radioen, at han allerede havde mistet overblikket over december og kun glædede sig til, at den var overstået. Gad vide hvor mange der har det sådan. Hvor mange orker at være sammen med den pukkelryggede flere juledage i træk? Jeg har det sådan, at min lille familie betyder det hele, ja alt. Måske er det fordi, vi ikke er så mange tilbage. Men gaverne, juletræet, sangene, kirkebesøget, maden, oppyntningen og generelt alt det dér jule-kransekagefigur har ingen betydning. Med tiden har det mistet sin glans.

Det får mig til at tænke på familiens bånd. I Ekko fortæller Susanne Bier nemlig om sin kommende film Hævnen, der har premiere til august næste år. Den handler endnu engang om familien og de livsvigtige, nære relationer, som vi ikke kan frasige os. I interviewet har Susanne Bier nogle tankevækkende tanker om relationer og måden, vi sorterer i dem på:

”Folk vil gerne være frie og ensomme. Virkelig frie og ensomme. Jeg vil hellere være ufri og ikke-ensom. Og så synes jeg faktisk ikke, at det er dér, friheden ligger. Jeg havde engang en veninde, der skrev i sin adressebog med blyant, så hun kunne viske folk ud igen, når hun ikke så dem mere. Det var en praktisk foranstaltning, synes hun. Der er folk, man ikke ser i hele sit liv, men det dér…. det syntes jeg var en virkelig hård attitude. Jeg tror på, at det er bedre at have mere kærlighed i sit liv, flere mennesker i sit liv, end det er at fravælge. Jeg tror, man har et sjovere liv, hvis man kan bevare et nært forhold til sin eksmand, end hvis man fravælger ham. Hvis man ligesom kan træne den side hos sig selv, bliver livet rigere og bedre."

Gode Goods

Goods i Classensgade på Østerbro er som en skjult hule fyldt med bombelækkert herretøj blandt andre fra Folk, Han Kjøbenhavn, Norse Projects, sko fra Clarks samt små perler af bøger importeret fra Magma i London og elskværdige notesblokke fra USA, som det kribler i fingrene for at få lov til at skrive i.

Jeg kan kun anbefale at besøge Goods. Kasper, der ejer butikken, har altid en historie klar fra sine mange rejser eller om sit misundelsesværdige interiør. Det er helt sikkert, at jeg ønsker mig et lignende skatkammer til det kvindelige køn.

A og jeg var på besøg i butikken i dag, hvor jeg faldt for bogen Little people in the city. Den forklarer selv meget godt, hvad den handler om:

"A tiny street art project by Slinkachu. Little handpainted people left in London to fend for themselves."

Det er virkelig en sjov tanke at tage billeder af de her bittesmå figurer, der for eksempel skyder en kæmpe humlebi med et gevær. Eller hende kvinden herunder, der vist har glemt trusserne og bruger et cigaretskod som bænk.

Der er også masser af ønskværdige ting og sager til os med østrogen i kroppen hos Goods. Briller, halstørklæder, tasker fra Ally Capellino og nå ja, vi kan da også købe en gave til kæresten, vennen eller en anden man har rigtig-rigtig kær.

Hos Cinematekets film- og boghandel fandt jeg endnu flere ting, som fluks røg på den efterhånden lange ønskeliste. Et helt hav af bøger og film. Men øverst på det-må-jeg-bare-eje-listen står filmene Nord, Jeg har elsket dig så længe, Wendy and Lucy, På himlens kant, What a wonderful world og Et juleeventyr.

Trætte ugler og sløv fredag

Billedet af de trætte ugler kunne jeg i går finde i min julekalender fra Samantha. Jeg kan kun anbefale en gratis julekalender med en veninde, hvor man hver dag indtil juleaften sender hinanden små hilsner i form af billeder, grafik og sange.

I dag kunne jeg så finde sangene fra The Rumour Said Fires ep og billedet nedenunder. Det gør altså dagen meget bedre, når man sådan starter den med rar musik og fine billeder.

Fredag aften står på snak, Summerbird-chokolade, slow motion og tidligt i seng. God weekend til jer alle sammen.

Gratis glæder

Jeg ville egentlig ønske, at jeg havde tid til at jule lidt. Men med et semesterprojekt der skal afleveres den 22. december, er det bare ikke smadderrealistisk. Der bliver derfor ikke pyntet op herhjemme, der bliver ikke bagt julesmåkager, og jeg får ikke tid til selv at lave julekort. Men heldigvis er der kreative mennesker, der hjælper os uden tid (og evner) på vej.

På minimega har den generøse Sara nemlig lagt de flotteste gaveæsker ud til print. Der følger endda en venlig brugsanvisning med. Jeg kan godt lide, når ting ikke bliver for julede, og det gør de her æsker bestemt ikke - tror faktisk slet ikke, at de er tænkt til formålet. I øvrigt er det en hel gave i sig selv at besøge minimega. Der er kastet inspiration og krea udover det hele. Se også bare de skønne goodie bags hun har lavet. Det kalder jeg altså gratis glæder til mennesker indeholdende en masse østrogen.

Hvis jeg nu udfylder sådan en praktisk, lille seddel over de kommende projekter, jeg har i tankerne, kommer jeg måske i gang? Jeg fik i hvert fald meget lyst til at gå i krig med julesmåkager, efter at de ældre på Dagmargården bagte brunkager i dag. Har du nogle decemberprojekter?

2. december uden julepynt

I dag lagde jeg mærke til, at der slet ikke er julepynt på Nørrebrogade. Gad vide om det er sparet væk på grund af finansgrisen. Heldigvis har Stefanskirken hængt store hjerter og stjerner på træerne omkring kirken, og de har et stort Folkekirkens Nødhjælps banner hængende på selve kirken med nedtælling til det allestedsnærværende klimatopmøde.

Mit lille tip til jer den 2. december er, at I skal se Pirat TV's julekalender, der hedder Perlevenner i Grønland. Det er de to arabiske teenagedrenge BIILO og T, der er på eventyr i Grønland. I tidligere afsnit af Perlevenner har de jagtet dansk kultur og blandt andet spist silde - og ostemadder, set Olsen Banden, spillet banko med bedstemødre og været til traktorræs. De to fyre er klart et hit.

Se klippet "PERLEVENNER I GRØNLAND: Trailer" på Pirat TV

Første kalenderlåge

Jeg havde faktisk glemt, at det var 1. december, indtil nissemænd og julehjerter overfaldt mig på plejehjemmet, som vi i øjeblikket besøger. Det er i øvrigt et hit i sig selv at få lov til at være der. Plejehjemsbeboeren Lilly overbevidste mig om, at hun var i 60'erne. Efterfølgende viste det sig så, at hun er født i 1923 og 86 år.

Udover mange gode historier var der også julegudstjeneste, nøddekage og gymnastik. I morgen fortsætter vi hos Ketty, Lilly og de andre beboere på Dagmargården.

Her på nettet er det heller ikke til at komme udenom, at det er december. Der er mange-mange julekalendere rundt omkring. Jeg er dog gladest for den, som Samantha og jeg har. Hver dag indtil den 24. december sender vi et billede, sang, grafik, minde eller lignende til hinanden. Det er altså bedre end en Summerbird-chokoladekalender.

Jeg har desværre ikke dyre designervarer, som jeg kan tilbyde mine læsere i decembergaver som på så mange andre blogs. Men jeg har en god sang, som jeg gerne vil dele med jer. Hvis I hører P3, er I allerede blevet bombarderet med den. Men den er altså god-bedre-bedst.