Sjælelige Simpson i skyhøjde

Jeg havde sammen med tonsvis andre glæden af en sammensmeltning af Den Sorte Diamant og Mikael Simpson til Diamantnatten. Jeg indrømmer gerne, jeg har en tendens til let at blive rørstrømsk, men altså, ak. Når jeg lytter til Simpsons skrøbelige tekster, og udsigten bag ham er det bølgende, sorte vand fra kanalen oplyst af skiftevis blege og farverige stjerner, sker der en vis magi. Der er en aura, der slynger om sig med følsomhed, intensitet og skrøbelighed. Indimellem sangene deler han sine tanker med publikum. Det virker som om, han siger, hvad han tænker som det mest naturlige overhovedet. Tanker om X-Factor, om frygten for at trompetisten ikke nåede frem til aftens koncert på grund af flyforsinkelser, om at spille sange uden en computer og om Den Sorte Diamant som et 'fint' sted at spille. Sidst jeg hørte Mikael Simpson var da også på en noget anden location. Det var til en støttekoncert for de afviste asylansøgere i et hvidt, blafrende telt på den rå og folkelige Rådhuspladsen.

For mig sætter Mikael Simpson sange sig fast indeni og efterlader tanker, der glider ud i skyer og den stjernehimmel, der i går gemte sig lige bag ham, mens tonerne fra trompetisten, Kasper Tranberg, gjorde nærværet så stort, at det nærmest sprang.