tirsdag den 23. marts 2010

Den lille guide til Barcelona I

Her er, hvad vi synes, du skal se og opleve i Barcelona. Det er selvfølgelig bare de steder, vi kom til at holde af i løbet af de fem dage, vi var der. De klassiske seværdigheder er udeladt, da de alligevel står listet i samtlige guidebøger. Det er dog altid en god idé at låne nogle på biblioteket inden afrejse.

Vi benyttede os af Politikens Turen går til, Moleskines og Lonely Planets guidebøger. Det vi havde allermest glæde af var hjemmesiden Barcelona.unlike, der skriver om de nyeste og læ
kreste steder indenfor både kunst, shopping, mad, hoteller osv.

(Brugerinfo: Jeg har ikke skrevet adresser i guiden, men jeg har smidt et link til hver butik, hvor du finder de informationer, du skal bruge. Tryk på navnet og vups.)


Shopping

Blow by Le Swing - en sand vintage-skattekiste med dyre, håndplukkede lækkerier. Fantastisk indretning, sød ejer og en stemning, der gør, man får lyst til at bære både stor hat, frakke, tunge guldsmykker, Chanel-taske og en gulvlang silkekjole. Der er tøj og tilbehør til både mænd og kvinder.

Holala! Plaza - stor, stor genbrugsbutik med nøje udvalgte sager til begge køn. En cremefarvet retromotorcykel, kulørte malerstreger på væggene og unikke billeder pryder butikken. Smut forbi og bliv inspireret. Middel prisniveau.

American Apparel - denne butik behøver nok ikke yderligere præsentation. Jeg glæder mig bare til, vi får én af slagsen i København.

Muji - For alle der ikke kan modstå notesblokke, opbevaringsbokse, tuscher, køkkenudstyr, tøj og sengetøj. Jeg blev så overvældet, at jeg slet ikke købte noget. Nu må jeg nøjes med det noget mindre udvalg i den svenske Åhléns i Malmö.

Besøg også: Zara, H&M (fordi de er større og lidt billigere end i Danmark), Uterqüe og Kiehl's.

Og efter eller ind imellem shopping har man brug for én ting:

Kaffe

Cafés El Magnífico - Spanien er kendt for mange beundringsværdige ting, men deres kaffe er ikke udsøgt. Mange har en tendens til at riste bønnerne for meget, og mælken går de ikke rigtig op i. Vi fandt dog ét sted, der kunne bruges. Ejeren Salvador Sans importerer selv kaffen fra det meste af verden og rister den i butikken. Der er desværre ikke mulighed for at sidde i butikken. Men køb en to-go og nyd den på pladsen lige ude foran ved kirken Santa Maria del Mar.

I morgen venter anden del af denne lille guide, hvor jeg skriver om de bedste madsteder, særlige pletter og et ubegribelig lækkert spasted.

5 kommentarer:

anette sagde ...

WOW - jeg skal til Barcelona. Nu. Er fem dage perfekt, Linda - eller var det for lidt?

Linda sagde ...

@ Anette: Syv dage havde været helt perfekt. Især når det bliver lidt varmere, og man også kan have et par dage ved stranden. Og er man ikke til det, kan man sagtens bruge tiden på byens museer. Jeg skal i hvert fald tilbage hurtigst muligt. Der er meget vi slet ikke nåede.

PROVINS sagde ...

FEDT!! Den skal lige copypastes til hvis man kom forbi til sommer.. Krydser fingre :-)

stinsoglullu sagde ...

Fedt med en lille guide Linda. Jeg skal til Barcelona til sommer, så det er dejligt med lidt inspiration. Jeg var egentlig også i Barcelona i en lille uge sidste sommer, men mig og min kæreste var så uheldige hvad angår maden, selvom vi virkelig brugte lang tid på at lede efter fine steder. Så jeg glæder mig til fortsættelsen:)
/Louise

Linda sagde ...

@ Provins: Krydser også fingre for, du kommer forbi :)

@ Louise: Godt, det kan bruges. Det var vist også vores forarbejde, der gjorde, vi kom udenom de værste og dårlige madsteder dernede. Der er nemlig virkelige mange usle. Fortsættelsen kommer snarest - dagens sol stjal lige min tid.