Jeg har længe snakket om en opdatering af de seneste filmoplevelser. Den er ganske vist forældet på nuværende tidspunkt og berører kun filmene meget overfladisk. Fordelen kan være, de snart er ude på dvd, og at det er en hurtig smagsprøve.
The Hurt Locker. Den dokumentar-lignende film leverer et skræmmende indblik i en verden, der er alt for lidt fokus på efter min mening. Location er Bagdad, og hovedpersonerne er de amerikanske soldater. Det er tankevækkende at kravle ind i hovedet på de unge fædre, der bliver sendt i krig, og hvor mange af dem langt fra er rustede til at bearbejde oplevelserne, når de igen kommer hjem til opvask, knus i børnehøjde og indkøb. Omverdenen kræver, de går ind i familielivet - uforandret - efter at have været udstationeret i en hverdag med krig som hovedingrediens. Hovedpersonen er en amerikansk soldat, der er bomberydder og tænder på det farlige arbejde. Det kan være svært at forstå, hvordan man som menneske kan udsætte sig selv for denne vanvittige fare. Men det er dét, han er god til i livet. Han er derimod knap så god til at være far og ægtemand.
An Education. Smukt, forførende univers i 60'ernes London, der vrimler med stemning og følsomhed. Den forfører mig i et sådant omfang, at jeg selv bliver forelsket, når den 16-årige skolepige og hovedperson slår armene om hinanden i pure tosomhed. Ligeledes får jeg også en knude i maven, da kærligheden knaser for hende. Selvom slutningen ærgrer mig er filmen absolut værd at lade sig opsluge af i halvanden time. Især på grund af den underskønne Carey Mulligan.
På tv og dvd har jeg fornyelig set to film med noget på hjerte, der kunne få mig til at skubbe alt andet til side. Om to meget forskellige skæbner, om starten på livet og slutningen på livet. Begge med en unik inderlighed.
Kongen af ping pong. Kan du lide Roy Anderssons Du Levende og Sange fra anden sal vil du knuselske denne lille, svenske film. Billederne er helt drømmeagtige og minder allermest om malerier, der rammer i sin enkle æstetik. Til gengæld er der intet poetisk over livet for filmens to brødre. Den 12-årige buttede, bebrillende Rille, der er hovedperson og storebror til den tynde, lille Erik. Familielivet er uden overskud og omtanke, men derimod sprængfuldt af en alkoholiseret far, en ligegyldig stedfar og en fraværende frisør-mor. Derfor bliver bordtennisspillet/ping pong en udvej for alle Rilles tanker om amerikanernes magtdominans, en russisk atomubåds forlis, og hvem der i virkeligheden er Rilles ægte far. I en nøgtern, alvorlig fortælling blandet med humor skildres børns usikkerhed i en voksenskabt verden.
Mit indre hav. DR2 viste for en måneds tid siden denne spanske filmperle. Højst sandsynlig har du allerede set den. Hvis du ikke har skal du hurtigst muligt få det gjort. Mit indre hav laver blå mærker på sjælen og er umulig at ryste af sig. Den er autentisk og berører et evigt vanskeligt emne: Skal aktiv dødshjælp tillades?
Jeg har også set Precious, Kærestesorger og Shutter Island. For at være ærlig synes jeg ikke, de er værd at skrive en masse om. Men måske de har ramt dig?
En film jeg dog har haft svært ved at slippe og set på en filmvisning på KUA er den japanske Tokyo Story. Selvom den er fra 1953 er temaet altid aktuelt: Børn, der glemmer at besøge og prioritere deres aldrende forældre i deres eget travle, navlepillende liv. Den rørte mig og rodede rundt i min egen dårlige samvittighed. Uventet, men ganske overrumplende.
Listen over usete film er stadig lang, lang, laaang. Det handler om prioritering, så derfor: I de røde, bløde biografsæder må jeg se;
Profeten, Submarino, Welcome, Libanon og fra Haifa til Nørrebro, og i den lokale videobiks skal jeg have Mammut og Away we go med mig hjem. Nå ja, påskeferien står også på lidt biblioteksfilm blandt andet med Vertigo, Cykeltyven, Dødens Gab og Pulp Fiction.
0 kommentarer:
Send en kommentar