I tirsdags så jeg den norske film Englen af dokumentaristen Margreth Olin, og jeg har ømmet mig lige siden. For det er sådan en film, man næsten ikke kan holde ud at se færdig, og en film man har brug for at få på afstand igen. Den tager udgangspunkt i et intenst mor/datter-forhold, misbrug, kvinderoller og nødvendigen af kærlighed. Englen er hjerteskærende, skrøbelig og smertelig, og samtidig utrolig poetisk fortalt og filmet. Det er en nøgen film, hvor man bare bliver ved med at håbe.
Se traileren her
2 kommentarer:
Lyder som en hudløs film. Og hudløse film skal man se i små doser - ihvertfald i mit tilfælde. Tak for linket til traileren Linda. Du har fanget mig! ;)
@ Medine: Sådan har jeg det også. Nu skal der i hvert fald gå et stykke tid, inden jeg er rustet til endnu én i samme kategori. Men den er bestemt værd at se, såfremt den skulle komme til Danmark.
Send en kommentar