søndag den 19. september 2010

Kys og rød front


Journalist Jacob Rosenkrands har i mange måneder gravet dybt i DR's arkiver og rodet ved det allerinderste i sin egen arbejdsplads, og i aften kommer så første afsnit i dokumentarserien Jagten på de røde lejesvende. Den sætter spot på en gammel journalistisk hårbolle: Er og var DR infiltreret og farvet af venstreorienterede synspunkter?

Jeg havde tidligere på ugen lejlighed til at se størstedelen af serien ved et arrangement i Park Bio. Det er en fornøjelse at se så gennemarbejdede produkter, der blandt andet byder på tankevækkende arkivklip fra 70'erne, hvor Cirkeline og musen Frederik rejser til USA og kæmper for de sortes rettigheder sammen med den militante gruppe Black Panthers. Der fortælles også i et stort grin om, hvordan nogle journalister brugte "kys og rød front" som en standardformulering i stedet for "med venlig hilsen."

Jacob Rosenkrands grundige interviewteknik er i sig selv godt og lærerigt tv for alle journaliststuderende, når han konfronterer tidligere og nuværende DR-journalister med deres egne ord og gerninger.

Serien er en strøm af tidens klarsyn, fornægtelse og leverer set gennem mine fedtede briller et journalistisk vigtigt eftersyn. Jeg er blevet klogere på datidens sårbarhed, snusfornuft og kamp til stregen - eller over stregen?
Se hvad du synes i aften klokken 21.50 på DR2.

6 kommentarer:

Morten sagde ...

Puha, kæmpe for sortes rettigheder?! Godt at DR i mellemtiden er blevet borgerlighedens og højrepopulismens hof-organ. Hvad blev ellers det næste?

Peter sagde ...

Ehm. DR viste aldrig den Cirkeline-film, da Mogens Vemmer fandt den for ekstrem. Den var formentlig en provokation fra Hastrups side, der i praksis brugte den til at sige op.

Linda sagde ...

@ Peter: Du har helt ret i, at filmen aldrig vises i æteren. Men der vises stadig klip fra den i serien, og den havde været oppe og vende i B&U-afdelingen.

Rasmus U. Pinnerup sagde ...

Jeg er lidt skuffet over udsendelsen; mere specifikt over, at man brugte så meget tid på at beskæftige sig med journalisternes private engagement i stedet for at fokusere på deres journalistiske produktion. Jo, der var nok nogle pointer, men meget af det gik ud på, hvad folks private meninger havde været og hvad de havde lavet uden for arbejdstiden, som om det dadelværdige var selve det at have et politisk engagement, modsat det at lade sig farve heraf til at begå uhæderlig journalistik.

Endvidere er der ganske mange af interviewene, der virker meget "sammenklippede", hvor jeg altså ikke kan lade være med at spekulere på, om det er for at få de interviewede journalisters udtalelser til at fremstå mere "inkriminerende".

Jens Nauntofte har allerede gjort opmærksom på et par tilfælde af manipulation her: http://www.information.dk/245103

Anette sagde ...

Åhh, jeg missede udsendelsen. Ser først dit blogindlæg nu, og endte med 'det ingen ved' på populærkanalen i går. Men jeg vil suse ind på Nauntoftes eksempler.

Linda sagde ...

@ Morten: Det var vel en anden tid, og vakte derfor vældig opsigt, at en børnefigur indtog venstreorienterede holdninger og sympatiserede med militante grupper?

@ Rasmus: Tak for dit indspark. Der er masser af artikler på både Politiken, Information og BT, der fremlægger det ene eller andet synspunkt. Zap endelig rundt i cyberspace for yderligere information.

@ Anette: Det er noget af en debat, du kaster dig over. "Det som ingen ved" var nok lidt mere spiselig? :)