Originale opfindere & seje skribenter # 20

Jeg har længe været lun på Louise, der blogger på guld.log. Hun er freelancejournalist, nybagt mor og skriver om mad, rejser, musik, mode og kultur i velformulerede vendinger og med kant. De små kig ind i hendes hverdag serveres med et glimt i øjet og en sjælden ærlighed, som efter min mening er én af bloggens største styrker.

# guldlog.wordpress.com

Alder: 30 år

Bopæl: Bor i København Ø

Beskæftigelse: Er journalist og uddannet litterat

Hvad er særlige kendetegn ved din blog?
Den personlige vinkel, vil jeg tro. Den hedder guld.log – en sammentrækning af mit efternavn og ordet logbog/dagbog. Den handler altså om det, der optager mig i min hverdag; Baby, familie, mad og mode – krydret med lidt kultur og rejse, når muligheden byder sig. Jeg er nok blevet journalist af en årsag; Jeg kan slet ikke lade være at ytre mig og delagtiggøre. Jeg har aldrig været god til at være hemmelig, privat og mystisk.

Hvad er grunden til, at du bare må blogge?
Det er dybest set heller ikke noget, jeg bare MÅ gøre. Det er et bevidst tilvalg i en ellers hektisk hverdag (især med en nyfødt). Det er blevet mit ’frirum’ - et sted, hvor jeg kobler af og suger ny energi til. Det svarer måske lidt til min dagbogsskrivning, da jeg var yngre. Eller: Dagbog–møder-pennevenner-møder-narcissistisk-journalist….?

Hvornår og hvorfor startede du med at blogge?
Jeg startede på min fødselsdag for lidt over et år siden. Jeg havde inden da længe haft lyst, men manglede dels modet, dels den ’gode ide’, følte jeg. En typisk journalistisk hæmsko. Jeg besluttede mig for, at bloggen netop ikke skulle være spundet op på ’en god ide’, da det jo ikke er en artikel med et afgrænset omfang og fastlagte rammer. Det er et virtuelt frirum for tanker og ord, et sted hvor man kan sætte sin egen ramme og skabe aktiv dialog modsat de fleste andre skrevne medier. Det syntes jeg er interessant. Som journalist er man oftest ikke vant til at være i åben dialog med sine læsere. Og man er næsten altid objektiv og upersonlig. Her gør jeg alt det ’forbudte’. Og jeg elsker det!

Hvad er det allerbedste ved at ha’ en blog?
Der er mange fordele. Jeg holder mit sprog ved lige og dyrker mit æstetiske jeg, hvilket ikke er helt ubetydeligt. Jeg er uddannet fra Litteraturvidenskab, tog sidefag i Kunsthistorie og siden Journalistik. Netop dét studieforløb indeholder en dualitet. Litteraturvidenskab er tunge bøger, tung (!!) teori og ord, der er så gennemtænkte, at de efterfølgende har fået ikon status. Men det er samtidig også et æstetisk fag. Som Kunsthistorie. Der handler om passion og kreativ bearbejdning af den verden, vi er i.

I mange år har jeg har været vant til at behandle gamle, snørklede teoretikere og filosoffer, jeg har læst gennemsnitlig et til to hovedværker af verdenslitteraturen om ugen, og jeg har arbejdet for seriøse medier og behandlet aktuelle dagsordensættende emner. Det har jeg alt sammen nydt, men først nu er jeg endelig ved at være moden nok til at indrømme, at et par smukt forarbejdede Stella Mccartney shorts eller en gennemtænkt drapering på en kjole, kan gøre mig næsten lige så tilfreds. Hvad enten det gælder kunst, fotos, litteratur eller mode; Jeg er æstetiker ind til benet.

Hvad er de vigtigste elementer i en god blog?
Hvis man kigger på min linkliste, vil man se, at det er ret forskellige blogs med ret forskellige udtryk, jeg foretrækker. Nogle blogs læser jeg, fordi de skriver godt og fænger sprogligt. Andre fordi de formår at æstetisere mediet og giver mig noget til øjet. Og andre igen kan begge dele. Alligevel er der visse fællestræk; Selvironi, passion, humor og personlighed vægter højt.

Jeg selv tilstræber især selvironien og humoren. Bloggen kan ellers nemt komme til at ligne noget ’picture perfect’, og det ønsker jeg ikke. Det er svært at undgå, for vi selekterer jo i alt, hvad vi lægger frit tilgængeligt op på nettet. Og jeg skal ærligt indrømme, at når jeg har tre outfit billeder at vælge mellem, så bruger jeg det pæneste. Det samme gælder for så vidt billeder af min datter, og hvad der ellers er. Men hvis den eneste oplevelse, læseren på den anden side af skærmen får, er at mit liv er perfekt, og at mit hjem altid er rent, min baby aldrig græder og jeg aldrig kommer for sent til bussen osv. osv., så vil jeg været meget ked af det. Bloggen skal afspejle mig, og det betyder også de mindre flatterende sider. Det er vigtigt, der tegnes et retvisende billede, i det omfang, det er muligt med et subjektivt udstillingsvindue, som en blog jo er. Derfor har jeg fx de faste elementer som Karma-barometeret og Pavens Prædikener, hvor jeg forsøger at se mig selv lidt udefra. Da jeg var gravid, blev jeg f.eks. til sidst træt af alle de fine, poetiske mavebilleder af mig i stramme, lækre kjoler – og til sidst, efter lidt overvindelse, postede jeg et billede af mine graviditetstrusser størrelse flodhest. Ja, maven var stor og rund. Men det var røven jo også.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft i blogland?
Det bedste er og bliver uden sammenligning dialogen med mine læsere. Forholdet til et par af de faste followers er blevet til tætte virtuelle veninder. Et par stykker ser jeg endda ude i den ’virkelige verden’ nu. De sociale relationer, man får skabt undervejs, er ubetalelige. 


Hvis du skal sætte toner på din blog, hvilken sang vil du så vælge?
Judy Garlands Somewhere over the rainbow; drømmende, humoristisk, fantasifuld og ydmyg