
Vi har en håndfuld restauranter, vi jævnligt spiser på. Steder, der aldrig skuffer. Vi er derimod ikke særlig gode til at prøve nye ting. Men et attraktivt Downtown-tilbud gjorde, at vi fandt vejen forbi Nyhavn 14. Samme ejer har også Magstræde 16, som vi har besøgt før (læs her), så vi havde en god mavefornemmelse.

Køkkenet har rødder i det rustikke italienske folkekøkken, og stemningen er udsøgt med rå plankeborde, pudsede vægge, gamle sort/hvid fotografier og masser af flakkende stearinlys. Vi fik serveret antipasto med charcuteri, lækre oste og hjemmelavede tapenader. Det er muligvis den bedste antipasto, jeg nogensinde har smagt.


Pizzaen var kokkens berømte med tynde skiver kartoffel, pesto, rucola, portobellosvampe og bøffelmozzarella. Bunden var sprød, og fyldet var delikat - men den slår altså ikke Mothers stenovns-version.


Desserten var den italienske klassiker panna cotta med pære, chokoladeknas og en kugle æblesorbet ved siden af. Den smagte himmelsk og havde fået sit helt eget skandinaviske pift med sæsonens frugter, der gjorde den ekstragod.
Nyhavn 14 er bestemt et sted, vi gerne plotter ind på vores indre restaurantkort og besøger igen.




7 kommentarer:
Uhhh, hvor er det dejligt at høre, Linda. Jeg skal nemlig spise der i morgen. Jeg glæder mig til alle herlighederne :-)
Uhm, jeg må jo nøjes med at spise med øjnene, men det er altså luksus bare at se på.
Nøj hvor lyder det über-lækkert og stedet ser jo særligt hyggeligt ud. Italiensk er en mine favoritter. Og det er jeg også helt overbevist om, at pæresorbet er....
Og så i Nyhavn! Måske er det bare mine københavnernykker, men jeg har altid haft en forestilling om at det mest var turistfælder med selvdøde fiskefileter, man kunne finde der..
Uh det ser svedigt ud!!
Uhmmm har været på Magstræde som var en stor succes. Det her ser også ud til at skulle afprøves til en dejlig date!
Kh
Hvor er jeg da virkelig vild med din blog!
Send en kommentar