
Kimia, der åbnede 1. oktober i Blågårdsgade, skiller sig markant ud fra byens glitrende og stilrene caféer. Det sirligt håndskrevne menukort lokker med orientalske lækkerier, og persisk musik fra den gamle båndoptager smyger sig ind i øregangene.
Stedet er opkaldt efter det persiske ord Kimia, der vist nok betyder ’eliksir.’ Og de varme drikke er særlige miksturer. Her kan du få hjemmelavet gylden mælk, der er en indisk, krydret drik lavet på gurkemeje, ingefær og varm mælk eller urteteer, som er sammensat af indehaverens veninde, så de for eksempel giver energi eller bekæmper din løbende næse.
Der er rart hos Kimia. Caféen er indrettet med rustikke træborde, fine stole og rå murstensvægge. Levende stearinlys, persisk poesi og potteplanter bidrager til følelsen af en hjemlig hyggehule, der er helt sin egen.
Vi får serveret de små specialiteter i fine, forskellige skåle og tallerkner. Vi dypper først sesambrødet i olivenolie og så i krydderiblandingen doâ. Smagen er sød og krydret. Den hjemmelavede tahin giver smagsløgene et spark og er vidunderlig ovenpå det knasende sprøde rugbrød toppet med tomat og mynte.
De nybagte corn bread er søde og luftige, ligner muffins og minder også mere om kage end brød. De er et perfekt match til den himmelske urtete, der luner og gør godt. Det er tydeligt at smage, at Kimia laver mad fra hjertet med et drys persisk personlighed.
Kimia
Blågårdsgade 2A
2200 København N




1 kommentarer:
Jeg glæder mig sådan til at komme derned og smage deres varme drikke. Det er jo perfekt her i november!
Send en kommentar