lørdag den 30. april 2011

I læsehulen

Det kribler meget i fingrene for at læse denne bog meget snart - og højtlæsning er det bedste, jeg ved;

fredag den 29. april 2011

Ud i det blå, afsnit 3






I havde helt ret. Det var Christiania, vi besøgte sidste weekend - inden butikker og restauranter besluttede sig for at lukke. Vi fik et unikt indblik i staden, da vi blev budt på en lille kop italiensk kaffe hos en christianit, der bor i et ombygget våbenhus på 38. år med en misundelsesværdig smuk udsigt udover voldene.

Den livskloge mand viste rundt i det fantastiske hus, fortalte glædeligt om op- og nedturene i livet på Christiania og inviterede os på kaffe næste gang, vi var i området. Vi fik også lov til at låne hans badebro - der var en sjælden ro & stilhed, masser af fugleliv og lune, gule solstråler. Vi følte os meget heldige.

Jeg glæder mig allerede til at komme på besøg igen. Håber, nogen passer godt på Christiania indtil da.

Sommersmukke sager;


Jeg drømmer stadig om nye sager til garderoben, der har en overvægt af strik & uld. I løbet af sommeren vil jeg bo i smukke silketoppe og shorts, bløde bukser, lette cardigans i feminine farver og fine sandaler - og måske et par sneakers? Jeg må i gang med en liste, hvis projektet skal realiseres. Jeg har nemlig mistet shoppeoverblikket.

Hvad består dit forårslook af? Og har du også en liste med ønsker?

torsdag den 28. april 2011

Ud i det blå, afsnit 2






Gæt, hvor vi cyklede hen. Det var en berigende oplevelse udover det sædvanlige.

PS; Er der en ledig kvinde derude i blogland, der mangler en god ægtemand, kan jeg godt videregive adressen.

onsdag den 27. april 2011

Kaf' & kærlighed;


A er hjemme igen efter maaange dage i Mellemøsten. Jeg er meget glad & taknemmelig. Nu skal der indhentes.

Originale opfindere & seje skribenter # 9

Mandagsbloggerne har holdt påskeferie. Og nu er mandag pludselig blevet til onsdag, men her er ugens udvalgte blogpige altså: Pernille fra bloggen Pagik. Jeg har fulgt Pernille næsten ligeså længe, jeg kan huske. Og jeg har været begejstret for hendes fine indlæg ligeså længe, jeg kan huske. Pernille skriver både om mode, musik, kultur, mad og laver nyttige guides til f.eks. Photoshop og århusianske vintage-skatkamre. Hun formår at gøre det hele meget personligt og mixer det med flotte billeder. Det er altid en fornøjelse at være på besøg hos Pagik.

# pagik.blogspot.com

Alder:
20 år.

Beskæftigelse: Pt. har jeg et sabbatår, men efter sommerferien er jeg forhåbentlig en glad studerende.

Bopæl: En lille flække i Østjylland.

Særlige kendetegn ved din blog:
Jeg håber, det er mit layout og mine billeder/collager, da der er det, jeg nok bruger allermest tid på. Flotte billeder er det, jeg selv sætter størst pris på ved andre blogs, så det er nok grunden til, at jeg går så meget op i det.

Hvad er grunden til, at du bare må blogge?
Selvfølgelig skal man blogge for sin egen skyld, men den største glæde er altså, når et indlæg bliver rigtig godt modtaget. Så får jeg lyst til at blogge endnu mere. Og så kan jeg bare ikke lade være med at lave collager og redigere billeder.

Hvor lang tid bruger du ca. på at blogge?
Nogle dage har jeg næsten ikke tid, så derfor forsøger jeg at planlægge en del indlæg - hvorfor der også nemt går 3-4 timer, når jeg endelig har tid. Så har jeg nærmest fået firkantede øjne, inden jeg er blevet færdig - og færdig bliver jeg så aldrig helt.

Hvad/hvem inspirerer dig, når du blogger?
Ofte er det andre blogs - både blogs som min egen men også tumblr blogs med kun billeder. det er også online butikker, modeblade, hvad jeg ser i butikker eller bare i byen. Ja, faktisk næsten alt.

Hvad er det allerbedste ved at ha' en blog?
Det er en helt fantastisk platform, og det er superfedt at kunne dele noget, man selv finder inspirerende.

Hvad er de vigtigste elementer i en god blog?
De to vigtigste elementer er, at man har et simpelt og lækkert layout, og at man kan mærke en troværdighed og integritet hos bloggeren - og det gælder egentlig alle former for blogs.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med blogland?
Det har helt sikkert været de mennesker, jeg har mødt, som jeg ellers sikkert aldrig ville have lært at kende. Det er fedt at have fået et helt nyt (og meget stort) netværk på den her måde, og det sætter jeg meget stor pris på.

Hvis du skal sætte toner på din blog, hvilken sang vil du så vælge?
Det var et svært spørgsmål. Faktisk hader jeg, når der er musik på blogs (håber ikke nogen tager dette personligt), for det er så forstyrrende, når man selv sidder og hører musik, og jeg går altid i nej-hov-hvor-hvad-sluk-det-hvor-panik. Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok vælge 'All I Need Is Time' med Air. Jeg bliver altid dejlig rolig og afslappet, når jeg hører deres sange - og sådan ønsker jeg også, at mine læsere skal have det, når de besøger min blog.

tirsdag den 26. april 2011

Ud i det blå;






Jeg er stadig høj på solskin. Alle de glade mennesker, der har været gemt væk bag huer og hi, og pludselig dukker op med et smil på læben, is i hånden, bare fødder i sandalerne og solbriller på næsen.

Jeg tror virkelig, at solskinsvejret kan måles direkte på de københavnske cykelstier. Her er færre fuck-fingre og bandeord. I dag var jeg ved at køre en dame ned (jeg havde virkelig ikke set hende, ak!) - og hun var bare overskudsagtig og sagde: "Den slags kan jo ske for enhver." Og smilede derefter stort til mig??

Mere sommerstemning, tak - vi har alle sådan brug for det.

søndag den 24. april 2011

Smagen af sommer;


Dagen står på gåture, lange kaffepauser, solcreme i ansigtet og madpakke i cykelkurven. Det er næsten sommer.

Ha' en dejlig dag.

lørdag den 23. april 2011

Farverig krea-legeplads;


Samantha er tilbage i blogland, og jeg har sådan savnet hende herinde. Vi bloggede begge fast i 2002 (se bare det her udklip fra JP), og nu er vi nærmest tilbage, hvor vi startede. Der er dømt krealeg, farver, blomster, sløjfer og sød musik på hendes nye fine blog. Jeg glæder mig til at følge hendes daglige indspark.

# tambourinesam.dk

Kuma Kuma;


Ingen ved rigtig, hvem ham Kuma Kuma er (heller ikke Google Translate!) Alligevel faldt jeg fuldstændig for ham. I øjeblikket leder jeg nemlig efter den helt rigtige dåbsgave til niecen, og jeg stoppede op, da jeg fik øje den vinkende bamsebjørn. Indtil videre har jeg dog ladet ham stå på hylden - helt alene.

Men jeg tænker, at hende niecen bliver meget dygtig til sprog med både dansk og svensk - så en lille fin, fransk bog er næsten oplagt? Snart lærer hun vel mig bøjning af franske gloser.

fredag den 22. april 2011

Solskinsstriber;


En ny stribet sag badet i solskin. Jeg er meget tilfreds med begge dele. Det rimer nemlig på rarhed.

Coleus blumei;


Se, mor. Planten er stadig i live.

Min mor har foræret maaange blomster og planter gennem årene. Uheldigvis har de bare en tendens til at dø - sådan ret hurtigt. Hun har for eksempel også givet mig husløg, der efter sigende skulle have gode overlevelsesegenskaber. Men det lykkes mig altså også at slå dem ihjel.

Nu har jeg så fået en ny lyserød plante med navnet paletblad. Jeg er smadderglad for den, og jeg prøver virkelig at passe og pleje den efter bedste evne. I mandags gav min mor mig så også bogen "Alt om stueplanter. Råd og pasning." Jeg ser det som et meget direkte hint fra hendes side. Og det er egentlig forståelig nok.

Det er bare som om, at min mor og søster har fået de grønne fingre og efterladt mig med et anti-blomster-gen.

Plante-status og opfølgning følger ...

torsdag den 21. april 2011

Når man er alene hjemme ...

... står den på simpel selvforkælelse, som cirka ser sådan her ud:



Men jeg bytter gerne øko-sushi og god bog med, at A kommer hjem. Det sker heldigvis i morgen.

Arbejdspåske;


De flester vågner op til en fridag. Jeg tager lige et par dages arbejde mere. Men man kan vel godt spise påskeæg imens? Jeg kan slet ikke finde ud af de her helligdage. I dag har jeg længe kaldt for langtorsdag - og jeg synes egentlig selv, det lød meget fornuftigt?

Håber du får en dejlig påskedag - tilsat lune, lyse stråler & farverige fjer.

tirsdag den 19. april 2011

Blogleg;

Malene har været så sød at sende blogleg-stafetten videre til mig. Jeg modtager den med glæde og svarer her på bloglegens 10 spørgsmål:

# 1. Hvorfor startede du med at blogge?
Jeg startede faktisk, da jeg var teenager. Vi var et lille slæng af piger, der havde vores egne hjemmesider (med domæner!), og vi brugte nærmest al tid på at navlepille og fortælle om vores egne små opdagelser. Jeg bloggede fast i mange år og stoppede først engang i midten af gymnasiet. På Journalisthøjskolen skulle vi lave vores egen hjemmeside til praktiksøgning, så der begyndte jeg at snuse til det igen, indtil jeg oprettede 'simpel dagbog' for snart 1 1/1 år siden.

# 2. Hvilken blogger følger du?
Mange forskellige - primært danske med et personligt præg og pæne billeder. Men alt ligefra mad til livsstil. Min linkliste giver et godt indblik i, hvad jeg dagligt følger slavisk med i.

# 3. Favorit makeup-mærke?
Jurlique har fulgt mig gennem mange år, og det svigter aldrig.
# 4. Favorit tøjrke?
Jeg knuselsker alt fra Camillas fine webshop oxideret.dk - og så supplerer jeg med Weekday, Topshop, Cheap Monday, COS, Monki, H&M osv.

# 5. Dit must-have makeup produkt?
Lipbalm fra eos – fordi den er så fantastisk god og nærmest spiselig. Jeg er især fan af den med mint.

# 6. Favoritfarve?
Vespa-blå. I øjeblikket har jeg lyst til at male alt lyseblåt, og jeg tager billeder af små lyseblå ting & sager.

# 7. Parfume?
Jeg bruger næsten aldrig parfume længere. I stedet bruger jeg en god, naturlig kropscreme, der har lidt duft i sig eller en lækker fugtgivende kropsolie - oftest fra Primavera.

# 8. Favoritfilm?
Darjeeling Limited og Into the Wild. De giver begge akut rejselyst. Filmenes soundtracks kan også kun anbefales.

# 9. Hvilket land vil du gerne besøge & hvorfor?
Mange forskellige lande i Afrika. Sidst var jeg i Mozambique og Kenya. Det var fantastisk givende på alle niveauer.

# 10. Hvad glæder du dig mest til i den nærmeste fremtid?
At kysse endnu mere på min lille niece. Det stopper aldrig.

Kaffebaren på Amager;





Det er desværre ikke så tit, jeg finder vej til Amager. Men Kaffebaren trak efterhånden tilpas meget, så jeg måtte op på cyklen og derud af. Stedet er efterhånden kendt som Margrethe Vestagers stamcafe. Og nu forstår jeg hvorfor. Kaffen bliver omhyggeligt lavet, stedet er uformelt & hyggeligt med masser af læsestof, og der er hjemmebagt rugbrød og lækre kager.

Æblestien 2,
2300 København S

søndag den 17. april 2011

Musikmagi - med kys på



I fredags havde jeg fornøjelsen af at høre Penny Police, der gav en lille koncert på Nørrebro. Sangerinden er en ægte kunstnersjæl, der leverer personlig poesi og har en sjælden inderlighed. Hendes stemme er fantastisk fin, og musikken er så rar & fængende, at jeg straks måtte købe deres første album.

Og så hun har kysset alle ep'erne bagpå. Jeg sender kys retur.

lørdag den 16. april 2011

I selskab med;


.. sløjfepigen. Fin-finere-finest. Samantha har i øvrigt lige lavet denne krea-musikvideo for Mimas, som er rar, blid musik og et kærligt gensyn med Playmobil-mænd.

fredag den 15. april 2011

Dejlige øko-dullerier



Urtekram-bloggen har jeg samlet alle favoritterne lige fra hårprodukter til kropspleje. Nogle af dem kender I måske allerede eller har set før herinde - men der er også lidt nye. Kig forbi

torsdag den 14. april 2011

Good morning


Så er der liv i bloggen igen - den har været noget sølle de sidste par dage, da der har været problemer med billederne, æv. Men nu burde det hele altså virke igen, juhuh.

Håber, I får en dejlig dag.

mandag den 11. april 2011

Originale opfindere & seje skribenter # 8

Ugens udvalgte er Emily Salomon, som ikke ligefrem er en ukendt blogger-perle. Hun er derimod én af de få modeblogs, jeg følger slavisk og trofast. Hun blander nemlig mode med kultur, kunst, mad, skønhed, rejser, gode guides & skønne billeder. Og så er hun også passioneret øko-dulle og kaster gerne om sig med inspiration, der giver akut købelyst. Lær Emily lidt bedre at kende her;

# emilysalomon.dk

Alder, beskæftigelse, bopæl:

25 år, studerer Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet, bor på Amager (og er glad for det)

Særlige kendetegn ved din blog?
Den lyserøde baggrundsfarve og at stort set alt billedmateriale er selvproduceret. Begge dele har været med helt fra start. Eller næsten, den allerførste uge var bloggen lysegul.

Hvor længe har du blogget?
Siden september 2009.

Hvad er grunden til, at du bare må blogge?
Jeg elsker (ja stort ord, men mener det) at tage billeder og skrive, det er mit lille kreative afløb og jeg synes det er fedt at kunne dele det med andre og endnu federe at der er så mange, der gerne vil modtage det.

Hvor lang tid bruger du cirka på at blogge?
Det tør jeg slet slet ikke begynde at regne sammen :) Men det er meget forskelligt fra dag til dag. Ofte har jeg en masse billedmateriale liggende og hvis jeg har tid bruger jeg en hel eftermiddag på at sortere og redigere billeder og så har jeg ellers billeder klar til indlæg til 3-7 dage. Selve teksten skriver jeg som regel på dagen

Hvad/hvem inspirerer dig, når du blogger?
Uh, mange forskellige sager. Selvfølgelig andre blogs - specielt Cupcakes and Cashmere, Cherry Blossom Girl og The Pioneer Woman - men også bøger jeg har læst, kunst jeg har set osv. Selvom min blog ikke er et kunstnerisk projekt, så er mit sprog jo påvirket af det, jeg ellers læser - ligesom mit visuelle udtryk er påvirket af ditto indtryk.

Hvad er det allerbedste ved at ha’ en blog?
At jeg bliver 'tvunget' til og får lyst til at tage mange billeder og at jeg har en masse at dele dem med. Og at jeg har lært en masse rare mennesker at kende igennem bloggen. Både ude i virkeligheden og alle dem bag skærmene.

Hvad er de vigtigste elementer i en god blog?
Det kommer nok meget an på hvad det er for en slags blog. Umiddelbart ville jeg skrive gode fotografier, men omvendt læser jeg en masse billedløse blogs hvor det skrevne er i fokus. At den er nogenlunde original og skaber sit eget materiale, kunne være et godt bud. Især indenfor modebloggenren er 'copy-paste-blogging' noget man ofte ser og det tænder jeg personligt helt af på.

Hvis du skal sætte toner på din blog, hvilken sang vil du så vælge?
Edith Piafs 'La vie en rose.'

søndag den 10. april 2011

Opturssøndag;




En søndag med et gensyn med gyngen, en søndag med udsyn til Nørrebros hjerte, en søndag med åbne vinduer og åbne sind.

Søndag & solskin går hånd i hånd og skaber synlig glæde nærmest overalt. I parken, på skateboard-ramper, på basketbanen, på legepladsen, på bænker, på gadehjørner, på kaffebaren ...

lørdag den 9. april 2011

Prinsesse prik;


Det farlige ved at være moster og elske så inderligt, så højt og så meget er, at ens hjerte nærmest også bliver knust, når man skal tage afsked og kysse farvel.

Det er seks kilo rendyrket kærlighed.