
Her kan du få kaffe, men du kan også få farverige frugter, grove grøntsager og saftige salater. I caféen Raw & Rustic hos Urtehuset på Gl. Kongevej oser der nemlig af sundhed. Det er den gamle Egefeld, der er forvandlet til en naturskøn café og butik. Og her er det nemt at få dækket det daglige grøntsagsbehov med et enkelt måltid, når menukortet lokker med både godgørende raw food, friskpressede juicer og rustikke sandwiches. Det er sund lykke.

Jeg kastede mig over en af deres vitaminholdige grønne smoothies, der smagte forrygende og af alt andet end hippie-kost. (En stor økologisk smoothie koster 39 kroner.) Det kan anbefales at snuse rundt i cafeen. Især udvalget af bøger er en dekorativ vifte af inspiration og fordybelse. Jeg blev grebet af Anette Harbechs Fedt for life, der krævede ekstratid i den lune stol med udsigt til en stadig morgentræt og stille Gl. Kongevej.

Jeg er glad for, at cafeen ligger meget tæt på mit arbejde, så jeg kan snuppe lidt hjemmelavet hummus i frokostpausen og samtidig få et øko-frikvarter. Hos Raw & Rustic går hygge nemlig hånd i hånd med et naturligt boost og søde, imødekommende piger bag disken.

Raw & Rustic
Gl. Kongevej 113
Frederiksberg




2 kommentarer:
Så dejligt med alle dine anbefalinger. Selvom jeg bor i Aalborg elsker jeg at besøge København, og så er det dejligt at alle de gode øko- og cafétips er gemt på din dejlige blog.................
@ anette; hvor er det dejligt at vide. tak:)
Send en kommentar