Jeg har ligget i fosterstilling og ømmet mig, siden jeg så filmen Adam. Det er en gribende og vedkommende historie om hovedpersonen Adams forsøg på at forene Aspergers syndrom med kærlighed.
Der er ingen rosenblade, harpeklang og englekor. Den er uretfærdig sørgelig, og filmens små glimt af håb varer ikke længe nok. Når du har grædt dig igennem filmen, kan du bagefter nyde filmens finefine soundtrack med blandt andet Joshua Radin.
Weekendens afslapningsfix bestod i at læse Han danser på sin søns grav. Det er efterhånden længe siden, jeg har kunne koncentrere mig om at læse en bog til ende. Men den sarkastiske samtidsskildring af den københavnske kulturelle overklasse fik mig igennem de 249 sider uden problemer. Det er en fornøjelse at læse noget, der er så velskrevet og proppet med humor og kynisme. Har du læst bogen?




































