mandag den 30. august 2010

En kogende succes


Det osede af madmekka og kulturforståelse, da Copenhagen Cooking Festival i lørdags fejrede mangfoldighed med arrangementet Taste The World. Nogle af Københavns bedste restauranter såsom Scarpetta, LêLê , Manfreds, BioM, Mostar og Kate's Joint var rykket ud på Nørrebrogade og bød på indbydende retter fra det meste af verden i det store gadekøkken. Endnu bedre var det, at flere multietniske venskabsforeninger og fem religioner også var repræsenteret med kage, kaffe og en åben dialog.



En af de spanske kvinder udbrød: "Jeg har lavet over en million paellas i mit liv." Hun virkede overbevisende på mig i færd med at tilberede 30 kilo paella og pynte det smukt med skalddyr og grøntsager.

Jeg bifalder arrangementet til fulde, men hvem ville kunne lade være?

søndag den 29. august 2010

Drømmetoner og fuld gas i flyverklubben


Paper Planes Festival blev skudt i gang i fredags med farver, flot set-up og spændt stemning. Jeg nåede kun at høre halvdelen af aftenens musikprogram, men det fortjener absolut et par uddybende ord og klapsalver:

Aftenens første band var Tempomatador, hvis lyd er folk/indie/støj pop. De talte sig direkte ind i mit hjerte og gjorde mig blød i knæene med danske velskrevede og blomstrende tekster, en hjerteskærende og behagelig vokal og deres brug af blandt andet melodikaer, der skabte en drømmende summende stemning.

De beskriver selv deres univers meget præcist: "Lyden af vindhekse, guldregn og Vesterbro. Af brudte hjerter, lyse sommernætter, Isted Grill og forelskelse."

Tempomatadors univers er et meget rart sted at være.

tempomatador.blogspot.com

Jaywalkers er et varmt venskab mellem fem gymnasiefyre fra Bagsværd. De spiller "en slags 60'er ørken-rock med lidt Battles-inspiration," som folkene bag Catching Paper Planes beskriver det. De serverede en intens koncert med tempoet i allerhøjeste gear. Jeg blev blæst bagover af forsangeren Tues dominerende og dragende vokal, bandets fængende og dynamiske sange plus en energisk atmosfære.

De er kun 17 år, men flyver i raketfart med kurs mod det ægte musikerliv - både med deres første EP på vej og i livsstil, som det ses i et uddrag fra deres dagbog:

"Jaywalkers har nu officielt indtaget det halve København, og provinsbyen Bagsværd er blevet en håndfuld blegfede musikere fattigere. Den glade kvintet blev modtaget af indehaverne af Danmarks fedeste studie, David, Mattis og Thomas med åbne arme. Sødmælken er skiftet ud med bajere, kirkebænken med bodegadisken og smørrebrødet med en god cheeseburger - for sådan er det vilde liv i byen har vi hørt."

myspace.com/jaywalkersdk


Det var en helt særlig aften sammen med nyt, men vanedannende selskab.

Jeg cyklede i hvert fald gennem et mørkt København med Tempomatadors sang 'Sammen' som soundtrack. "Du og jeg og København gik sammen hver til sit."

lørdag den 28. august 2010

Capsicum baccatum



Vores nye ven hedder Omnicolor og har en styrke på 8, hvilket er ret meget i chiliplantens verden. Den bliver god i en chili con carne eller en yoga gryde, men flot er den også.

torsdag den 26. august 2010

Fang en papirflyver


Min kreative-søde-seje veninde er én af de fire ildsjæle bag management- og bookingbureauet Catching Paper Planes, der for allerførste gang inviterer til Paper Planes Festival i morgen i Huset i Magstræde 27 klokken 18. De har lagt hjerte og timer i projektet, så jeg vil bestemt foreslå dig at komme forbi til en aften med god musik og søde mennesker. Jeg tripper allerede i spænding over at høre Tempomatador. Befinder du dig udenfor rækkevidde, skal du bare se den fine video.

onsdag den 25. august 2010

Fisk i nye klæder, del 2






Mere pigespejderretro og lidt hørm af herreværelse. Fisk sneg sig ind i mit hjerte allerede dengang, det havde lokaler i den nuværende Henrik Vibskov butik. Kærligheden har været intakt siden da. Mit forhold til stedets hjemmebagte øko-kager toppede dog fuldstændig, da jeg arbejdede hos Folkekirkens Nødhjælp og befandt mig to kontorer fra butikken. Absolut anbefalelsesværdig og inhabil.

tirsdag den 24. august 2010

Fisk i nye klæder, del 1





Frivillige ildsjæle, HuskMitNavn og designer Mette Helena Rasmussen har svunget tryllestave og malerpensler i Folkekirkens Nødhjælps café og butik Fisk. Nu er underetagen forvandlet til et univers i fineste mormor-stil med re-designet genbrugstøj til både mænd og kvinder.


Der er selvfølgelig stadig mulighed for at indtage en øko-bolle i den hyggelige café eller købe en Fairtrade-pingvin.

Fisk, Nørregade 15, København K

lørdag den 21. august 2010

Prags prægtigheder








Den tidligere pornobutik Blue Movie på Vesterbrogade 98A er tryllet om til en genbrug med palietter og blonder. Resterne af butikkens fortid består nu af nogle erotiske noveller, og ellers har tylskørter, selskabskjoler og sko i metervis overtaget. Tøjet er af ældre dato, men butikken er indrettet i moderne stil. Prags grafiske logo med moustache går igen på vægge og plakater og tilføjer udover et flot look også et meget gennemtænkt koncept. Jeg kan melde om et begyndende kærlighedsforhold. Især er silkeskjorterne til 140 kroner dødfine.

praggenbrug.dk

Regnbueland



Jeg er taknemmelig over at bo i et land, hvor gay parade er en fest.

fredag den 20. august 2010

LOVE LIST


Hjertestatus pt. i småtingslykke-kategorien:

# at stikke næsen i journalistikken igen iført en osteklokke over hovedet
# lyden af theboythemanthepale - you are unforgetable
# cykeltur med sol i øjnene og efterår i næsen
# gamle, små lampeskærme
# yogahold og ny yogabog
# blog-crush: 11-54.com
# dansk æblesæson
# filmen sideways - har først lige set den og grinet meget. især af paul giamatti
# loppemarkeder og små butikker med gammeldags hårspænder, nøgleringe, analog kameraer, ugler, guldrammer og fine bøger


Hvad indeholder din love list i dag?

PS: Jeg kan også bare godt lide weekend. Hav en god en af slagsen.

tirsdag den 17. august 2010

Jeg har lyst til mere






Ligesom mange andre beboere i Jægersborggade er jeg også meget hurtigt blevet meget/meget glad for den nye café i gaden. Lyst hedder den, og jeg har allerede lyst til mere af deres hjemmebagte franske chokoladekage, der smelter på tungen. Caféen er indrettet som en stor stue med gamle loppefund og flyvende fisk, et åbent køkken med flotte, farverige kakler på væggen og hjemlig hygge og et legerum til børnene med kridt, tusser og bamser. Lyst er lige, hvad gaden manglede.

søndag den 15. august 2010

Morgen med crumble på





Det føles som hjemme. Prøv selv. Manfreds på Jægersborggade.

fredag den 6. august 2010

2200 Little Italy







Man ved, det har været godt, når man kører en bid brød over den sidste rest sovs for at få det hele med på den tomme tallerken. Det kalder italienerne for 'scarpetta', og det er lige præcis dét, man gør på Scarpetta på Nørrebro. For maden er fantastisk. Især deres risotto med sommertrøffel og ravioli med spinat og ricotta. Nu ønsker jeg bare, at jeg får mulighed for at invitere min mor, søster, svoger og svigerforældre med, så vi alle kan være fælles om en hyggelig aften i 2200 Little Italy.