
Journalist Jacob Rosenkrands har i mange måneder gravet dybt i DR's arkiver og rodet ved det allerinderste i sin egen arbejdsplads, og i aften kommer så første afsnit i dokumentarserien Jagten på de røde lejesvende. Den sætter spot på en gammel journalistisk hårbolle: Er og var DR infiltreret og farvet af venstreorienterede synspunkter?
Jeg havde tidligere på ugen lejlighed til at se størstedelen af serien ved et arrangement i Park Bio. Det er en fornøjelse at se så gennemarbejdede produkter, der blandt andet byder på tankevækkende arkivklip fra 70'erne, hvor Cirkeline og musen Frederik rejser til USA og kæmper for de sortes rettigheder sammen med den militante gruppe Black Panthers. Der fortælles også i et stort grin om, hvordan nogle journalister brugte "kys og rød front" som en standardformulering i stedet for "med venlig hilsen."
Jacob Rosenkrands grundige interviewteknik er i sig selv godt og lærerigt tv for alle journaliststuderende, når han konfronterer tidligere og nuværende DR-journalister med deres egne ord og gerninger.
Serien er en strøm af tidens klarsyn, fornægtelse og leverer set gennem mine fedtede briller et journalistisk vigtigt eftersyn. Jeg er blevet klogere på datidens sårbarhed, snusfornuft og kamp til stregen - eller over stregen?
Se hvad du synes i aften klokken 21.50 på DR2.