Det optimerer efteråret at have tid til at læse igen. På samme måde som det luner at have en betænksom veninde, der forleden gav mig denne bog:

2200 N er en eksperimenterende og kreativ bog, hvor 14 unge har skrevet 2200 ord om deres oplevelse af 2200 København N som en hyldest til kvarteret.
De har stor åbenhed og nysgerrighed overfor, hvad Nørrebro er, og det er ikke alt sammen, man har hørt før.

Der er især to historier, der har sneget sig ind i mit hjerte. Det er
Abdallah og Vandpibebanden og
Formålsfuld forsinkelse med Umara Tanwer Ahmed, der hver dag tager den proppede 5A-bus til en muslimsk friskole. Den lille historie handler om forfatterindens spænen gennem Nørrebrogade og susen uden om æbler og appelsiner hos grønthandlerne i kampen om at nå bussen og Umaras spekulationer om, hvad de forskellige mennesker i bussen tænker om hende.
Nørrebros multikultur bliver beskrevet særdeles fint af Rosa Victoria Vestergaard Madsen:
"Her på Nørrebro har jeg set, at der er mange forskellige slags sko og ejere. Der er sko fra mange lande, her er især mange arabiske sko."Og så bliver dem på Østerbro ellers beskrevet som mennesker med:
".. Forholdsvis fine sko og bestemt ikke med snørrebånd." Forfriskende at se det hele fra frøperspektiv.