Spiselige spøgelser

Det er ikke til at undgå at bemærke, at det er Allehelgensaften - eller Halloween. Naboen stod nemlig tidligere i dracula-kostume på altanen og røg, og på gaderne er man ved at skvatte over kæmpegræskar alle steder.

Selvom jeg ikke er meget for hekse, genfærd eller mørkets magter, har der alligevel sneget sig et spøgelse ind herhjemme.

Summerbirds spiselige af slagsen med citron og lakridsskum og overtrukket med et lag mørkt chokolade. Til slut overtrukket et lag(en) af hvid chokolade. Langsomt bliver jeg overtalt til at synes særligt godt om spiselige traditioner. Hvad med dig?

Glædesstrålende dag

Det føles helt uforståeligt og vanvittigt berusende, for så skete det pludselig. Det er næsten fem år siden, jeg startede på Askov Højskole, hvor jeg fik lov til at snuse til journalistikken. Og i dag løb jeg ud af eksamenslokalet på Journalisthøjskolen og ind i favnen på A, der har været ved min side lige så længe.

Fighter-flicka

Ved I hvorfor, vi skal synge? Højt og længe? Og på svensk?

Kan I huske det her indlæg?

Vi skulle ikke vente mere. Hun kom nemlig før tid. Hun blev ikke verdens bedste julegave men i stedet den smukkeste oktobergave. Hun kom til verden i går og sagde hejsan med et stort nys.

Hun er den sejeste og fineste lillebitte fighter-flicka nogensinde.

Det er helt uvirkeligt. Jeg har aldrig oplevet så ren og ægte lykke.

Harbos huleatmosfære

Alle med forkærlighed for luksuskaffe, læsestof og lækker hjemmebag skal straks svinge forbi søstrene Harbos bar/cafe i Blågårdsgade. Her fandt jeg også en dansende sød pige bag disken, arbejdssomme studerende gemt bag computerskærme og flittigt legende børn. Der bobler god stemning på Cafe Harbo med den finurlige huleatmosfære og de kreative indretningspåfund.

Nu vil jeg bevæge mig udenfor, for jeg har hang til solskin og speltbrød. Og så venter jeg ellers på, at søndagen slår Barometer-tid, og tv'et atter kan tunes ind på Borgen.

Småtingslykke i efterårsklæder, 2

Brændte farver, blade der rasler ned fra træerne og kolde fingre, der bliver tøet op af den varme te. Jeg gik en tur i efteråret, og jeg huskede, hvor dejligt det er.

Nu vi er ved det rare ….

Bloggen er vist blevet meget bekvem med tiden. Lidt som en gammel sofa med slidt stof og fordybning lige dér, hvor numsen sidder allermest. Et sted uden særlig mange overraskelser. Måske kedelig men forhåbentlig tryg og hjemlig. Simpel dagbog har altid været tænkt til at være en skriveblok om småtingslykke iført strikkede sutsko. Jeg har det nemlig selv sådan, at jeg dagligt læser om forfærdeligheder i Politiken eller bliver konfronteret med uretfærdigheder, når jeg går på gaden. Jeg ønskede et sted, jeg kunne puste ud.

Herinde frasorterer jeg derfor tårer i havregrynene, våde sokker og tunge tanker. Jeg har altid tænkt, at blogland gav mig et pusterum fra netop dét, men på min daglige zapperunde rundt i cyberspace er der knuste hjerter, varme tanker til en syg veninde og afmagt over triste børn. Og det gør kun, at blogland føles som en stor venindeklub fuld af kram og håb.

Jeg prøver nok bare at sige, at jeg tog fejl. Og jeg blev meget rørt og virkelig glad for jeres kommentarer i sidste indlæg.

Håb i alle afskygninger

Det her gør mig let, blød og varm om hjertet. Min søsters store mave.

Hun er her snart. Til december er i hvert fald snart, når man har ventet længe-længe.

Når det hele ser allermest håbløst ud, kommer der den største bølge af håb, hvis bare man har tålmodighed. Den lille pige inden i maven symboliserer netop dét, og hun har gjort en gråzone af sorg til noget enestående regnbuefarvet.

Jeg kan ikke vente mere.

Søndage

Søndagen stod i kunstens tegn på Glyptoteket. Jeg cykler nærmest dagligt forbi, alligevel har vi skulle tage tilløb til at få det gjort. Rigtig perfekt efterårscykelvejr og gratis søndagsentré var åbenbart det, der skulle til.

Omgivelserne er i sig selv afsindig smukke, og jeg fik genopdaget min beundring af Ægyptens kultur. Glyptoteket er ikke kun lig med et kærlighedsforhold til klassiske samlinger og moderne værker. Der er også stimulans til ganen i form af Mette Blomsterbergs søde desserter og en gennemført gåtur gennem flora.

God fornøjelse med resten af den solbeskinnende søndag. Det bliver ikke meget bedre.

Udlængsel

Trætheden truer, og jeg har allermest lyst til yndlingsmennesket og en stor, rar omgang afslapning indendøre. Jeg forsøger langsomt at komme tilbage til hverdagen uden hovedopgave igen, men mange tankerier fylder stadig. Rejser har derfor stor vægt i den sammenhæng, og vi overvejer et par dage væk i næste måned.

Jeg vil derfor høre, om du har et favorithotel i London, du vil dele ud af? Vi vil mægtig gerne finde et acceptabelt SU-pengepungsegnet sted. Det er ikke altafgørende, at det er centralt. Bare det er i nærheden af metro og lignende.

Ordskælv

Det optimerer efteråret at have tid til at læse igen. På samme måde som det luner at have en betænksom veninde, der forleden gav mig denne bog:

2200 N er en eksperimenterende og kreativ bog, hvor 14 unge har skrevet 2200 ord om deres oplevelse af 2200 København N som en hyldest til kvarteret.

De har stor åbenhed og nysgerrighed overfor, hvad Nørrebro er, og det er ikke alt sammen, man har hørt før.

Der er især to historier, der har sneget sig ind i mit hjerte. Det er Abdallah og Vandpibebanden og Formålsfuld forsinkelse med Umara Tanwer Ahmed, der hver dag tager den proppede 5A-bus til en muslimsk friskole. Den lille historie handler om forfatterindens spænen gennem Nørrebrogade og susen uden om æbler og appelsiner hos grønthandlerne i kampen om at nå bussen og Umaras spekulationer om, hvad de forskellige mennesker i bussen tænker om hende.

Nørrebros multikultur bliver beskrevet særdeles fint af Rosa Victoria Vestergaard Madsen:

"Her på Nørrebro har jeg set, at der er mange forskellige slags sko og ejere. Der er sko fra mange lande, her er især mange arabiske sko."

Og så bliver dem på Østerbro ellers beskrevet som mennesker med:
".. Forholdsvis fine sko og bestemt ikke med snørrebånd."

Forfriskende at se det hele fra frøperspektiv.

Kulturgeist

Du skal få dig noget lækker litteratur og sprælske sange her i weekenden.

Det starter i morgen, når Vesterbro kalder festival, og Løves Bogcafé lukker op for lutter gode sager. Et af navnene på programmet er Mouritz/Hørslev projektet, der synger og spiller klokken 20, og som er på min top tre over danske kunstnere. Jeg glæder mig. Simpelthen.

Efteråret rimer bare på læsning i lænestol, men er du ikke selv lige kommet i gang er der mulighed for højtoplæsning. Kulturen ruller nemlig sig videre på søndag, hvor forfatter Josefine Klougart læser op af sin debutroman i Løve's Bogcafe klokken 17.