tirsdag den 30. august 2011

Film jeg lige har set # 3


Beginners af Mike Mills (2010)

Mig & Melody af Woody Allen (2009)

Win Win af Thomas McCarthy (2011)

Never Let Me Go af Mark Romanek (2010)

De våde og mørke dage har ramt os, og de er bare lidt hyggeligere, hvis de bliver akkompagneret med film under dynen. Og de her fire film vil jeg gerne uddele store guldstjerner til. Især Beginners og Win Win får gåsehuden til at danse ned ad mine arme. De handler begge om at få og miste, tosomhed og ensomhed.

søndag den 28. august 2011

Kloge hænder


Har du nogensinde prøvet healing? Jeg havde ikke, før jeg lidt ved et tilfælde endte i hænderne på Mette i sidste uge. Det startede med en kop appelsin-te, en snak og kort tid efter lå jeg på en blød briks med et tæppe over mig.

Mette lagde sine hænder forskellige steder på min krop; hoved, skulder, mave, arme, ben, fødder. Nogle steder blev jeg blot varm, andre steder summede det og især i nakken gjorde det helt ondt, selvom hånden blot lå blidt. Efter et stykke tid stoppede det så med at kunne mærkes. Mette spurgte undervejs, hvordan det føltes. Det var meget trygt, rart og omsorgsfuldt. Det var slet ikke hokus-pokus, som jeg havde forestillet mig.

Jeg kunne ikke kun mærke det fysisk. Healingen ramte mine ømmeste følelser. De følelser jeg sjældent tør sige højt, fordi erkendelsen er så pokkerstung at slæbe rundt på i hverdagen. Heldigvis er Mette også psykoterapeut, så jeg følte mig meget forstået. I de her dage summer jeg videre, puster ud, trækker vejret godt ind og synes, at healing er en meget tankevækkende oplevelse.

fredag den 26. august 2011

Kaffe med hestekræfter



Kaffekærligheden herhjemme har nået nye højder. Mød vores nye ven, der ved hjælp af et par fuldblods italienske hestekræfter trækker et dejligt skud af livets nektar i form af espresso. Den har været længe ønsket, og den skaber allerede lykke hver eneste morgen. De brune bønner er naturligvis fra Coffee Collective.

onsdag den 24. august 2011

Sunde safter


I weekenden var min svigermor og jeg på det lokale torvemarked i Ikast. Her blev vi de heldige ejere af årets første økologiske rødbeder. Vi forvandlede dem hurtigt til en lækker hjemmelavet powerjuice tilsat danske æbler og gulerødder. Det er en himmerig mundfuld, og farven er fantastisk flot.

Hvilke ingredienser er der i din favoritjuice?

mandag den 22. august 2011

Yndlings yogagryde;


Jeg laver yogagryde ovre hos Urtekram. Hvis du ikke kender den, er det på tide. Velbekomme!

lørdag den 20. august 2011

Kalaset




Kalaset i Nansengade har været en stamcafé i flere år. Efterhånden er jeg ellers blevet træt af cafémad, men Kalaset laver god mad fra bunden og har masser af svensk charme. Deres hjemmelavede hummus og blåbærpandekager vækker allerstørst begejstring hos mig. Indretningen lokker i sig selv med ægte hygge og nostalgi.

Der er ikke så meget andet at sige, end det er et superdejligt sted.

torsdag den 18. august 2011

Fuglebjerggard


Jeg har læænge plaget min mor om en udflugt til Camilla Plums Fuglebjerggard. For indeni mig bor en kogekone med et brugt forklæde bundet om kroppen, som var det en rullepølse, og hang til gamle dage. Jeg har et brændende ønske om at være velsignet med Plums evner inden for bagning, syltning og dyrkning af frugt & grønt.

Nu fik jeg endelig lov til at smage hendes lækre kager og brød, drikke hendes hjemmelavede myntesaft og snuse rundt på gården og nærstudere blomster, krydderurter, mel, ølbrygning, katte og får. Fuglebjerggard var naturligvis storblomstrende, duftende og særligt godt selskab.

Hvis du får mulighed for det, skal du næsten besøge gården til høstmarked den 3.-4. september, hvor der er flere boder, og hvor de første æbler forhåbentlig er klar til at blive plukket. Bare husk den store pengepung.

onsdag den 17. august 2011

Det flyver med fin musik


Husk at få jer noget musik & glæde. Et godt bud er, når den farverige flyverklub Catching Paper Planes byder på Paper Planes Festival 2011 med nye, lovende talenter næste weekend. Der vil være legesyg, elektronisk pop, monumental guitarlarm og singer-songwriter med himmelhøjt til loftet. Hvis du ikke lige er inden for rækkevidde af Huset, skal du blot se den lille, fine video til tonerne af favoritulvene Raised Amoung Wolves.

tirsdag den 16. august 2011

A cupcake will love you no matter what



Har jeg nævnt, at jeg elsker mit arbejde? Og mit kagehjerte slår dobbeltslag.

mandag den 15. august 2011

Originale opfindere & seje skribenter # 20

Jeg har længe været lun på Louise, der blogger på guld.log. Hun er freelancejournalist, nybagt mor og skriver om mad, rejser, musik, mode og kultur i velformulerede vendinger og med kant. De små kig ind i hendes hverdag serveres med et glimt i øjet og en sjælden ærlighed, som efter min mening er én af bloggens største styrker.

# guldlog.wordpress.com

Alder: 30 år

Bopæl: Bor i København Ø

Beskæftigelse: Er journalist og uddannet litterat

Hvad er særlige kendetegn ved din blog?
Den personlige vinkel, vil jeg tro. Den hedder guld.log – en sammentrækning af mit efternavn og ordet logbog/dagbog. Den handler altså om det, der optager mig i min hverdag; Baby, familie, mad og mode – krydret med lidt kultur og rejse, når muligheden byder sig. Jeg er nok blevet journalist af en årsag; Jeg kan slet ikke lade være at ytre mig og delagtiggøre. Jeg har aldrig været god til at være hemmelig, privat og mystisk.

Hvad er grunden til, at du bare må blogge?
Det er dybest set heller ikke noget, jeg bare MÅ gøre. Det er et bevidst tilvalg i en ellers hektisk hverdag (især med en nyfødt). Det er blevet mit ’frirum’ - et sted, hvor jeg kobler af og suger ny energi til. Det svarer måske lidt til min dagbogsskrivning, da jeg var yngre. Eller: Dagbog–møder-pennevenner-møder-narcissistisk-journalist….?

Hvornår og hvorfor startede du med at blogge?
Jeg startede på min fødselsdag for lidt over et år siden. Jeg havde inden da længe haft lyst, men manglede dels modet, dels den ’gode ide’, følte jeg. En typisk journalistisk hæmsko. Jeg besluttede mig for, at bloggen netop ikke skulle være spundet op på ’en god ide’, da det jo ikke er en artikel med et afgrænset omfang og fastlagte rammer. Det er et virtuelt frirum for tanker og ord, et sted hvor man kan sætte sin egen ramme og skabe aktiv dialog modsat de fleste andre skrevne medier. Det syntes jeg er interessant. Som journalist er man oftest ikke vant til at være i åben dialog med sine læsere. Og man er næsten altid objektiv og upersonlig. Her gør jeg alt det ’forbudte’. Og jeg elsker det!

Hvad er det allerbedste ved at ha’ en blog?
Der er mange fordele. Jeg holder mit sprog ved lige og dyrker mit æstetiske jeg, hvilket ikke er helt ubetydeligt. Jeg er uddannet fra Litteraturvidenskab, tog sidefag i Kunsthistorie og siden Journalistik. Netop dét studieforløb indeholder en dualitet. Litteraturvidenskab er tunge bøger, tung (!!) teori og ord, der er så gennemtænkte, at de efterfølgende har fået ikon status. Men det er samtidig også et æstetisk fag. Som Kunsthistorie. Der handler om passion og kreativ bearbejdning af den verden, vi er i.

I mange år har jeg har været vant til at behandle gamle, snørklede teoretikere og filosoffer, jeg har læst gennemsnitlig et til to hovedværker af verdenslitteraturen om ugen, og jeg har arbejdet for seriøse medier og behandlet aktuelle dagsordensættende emner. Det har jeg alt sammen nydt, men først nu er jeg endelig ved at være moden nok til at indrømme, at et par smukt forarbejdede Stella Mccartney shorts eller en gennemtænkt drapering på en kjole, kan gøre mig næsten lige så tilfreds. Hvad enten det gælder kunst, fotos, litteratur eller mode; Jeg er æstetiker ind til benet.

Hvad er de vigtigste elementer i en god blog?
Hvis man kigger på min linkliste, vil man se, at det er ret forskellige blogs med ret forskellige udtryk, jeg foretrækker. Nogle blogs læser jeg, fordi de skriver godt og fænger sprogligt. Andre fordi de formår at æstetisere mediet og giver mig noget til øjet. Og andre igen kan begge dele. Alligevel er der visse fællestræk; Selvironi, passion, humor og personlighed vægter højt.

Jeg selv tilstræber især selvironien og humoren. Bloggen kan ellers nemt komme til at ligne noget ’picture perfect’, og det ønsker jeg ikke. Det er svært at undgå, for vi selekterer jo i alt, hvad vi lægger frit tilgængeligt op på nettet. Og jeg skal ærligt indrømme, at når jeg har tre outfit billeder at vælge mellem, så bruger jeg det pæneste. Det samme gælder for så vidt billeder af min datter, og hvad der ellers er. Men hvis den eneste oplevelse, læseren på den anden side af skærmen får, er at mit liv er perfekt, og at mit hjem altid er rent, min baby aldrig græder og jeg aldrig kommer for sent til bussen osv. osv., så vil jeg været meget ked af det. Bloggen skal afspejle mig, og det betyder også de mindre flatterende sider. Det er vigtigt, der tegnes et retvisende billede, i det omfang, det er muligt med et subjektivt udstillingsvindue, som en blog jo er. Derfor har jeg fx de faste elementer som Karma-barometeret og Pavens Prædikener, hvor jeg forsøger at se mig selv lidt udefra. Da jeg var gravid, blev jeg f.eks. til sidst træt af alle de fine, poetiske mavebilleder af mig i stramme, lækre kjoler – og til sidst, efter lidt overvindelse, postede jeg et billede af mine graviditetstrusser størrelse flodhest. Ja, maven var stor og rund. Men det var røven jo også.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft i blogland?
Det bedste er og bliver uden sammenligning dialogen med mine læsere. Forholdet til et par af de faste followers er blevet til tætte virtuelle veninder. Et par stykker ser jeg endda ude i den ’virkelige verden’ nu. De sociale relationer, man får skabt undervejs, er ubetalelige. 


Hvis du skal sætte toner på din blog, hvilken sang vil du så vælge?
Judy Garlands Somewhere over the rainbow; drømmende, humoristisk, fantasifuld og ydmyg

søndag den 14. august 2011

Udflugt;


Lørdagen blev brugt på kvalitetstid og lange køreture. Her skriver jeg om et af stederne, vi besøgte.

lørdag den 13. august 2011

Ingolfs Kaffebar


I går var jeg på besøg hos Gitte, der bor på Ingolfs Alle, som må være den allerhyggeste gade på Amager med gamle, smukke huse og hyggelige haver. I starten af gaden ligger Ingolfs Kaffebar, og jeg blev lokket indenfor af de glade farver.

Der er dømt ægte kolonihavestemning. Jeg blev kun kort til en ostemad og hyldeblomst, og det var særdeles godt. Jeg værdsætter simpel mad som hjemmebagt rugbrød med ost, æbler og marmelade. Det føles hjemligt.

Sidst jeg var på Amager, blev jeg også glad for et andet dejligt sted.

fredag den 12. august 2011

Ground 69;


Streetartkunstneren Shepard Fairey har lavet et multikulørt vægmaleri på Jagtvej 69, der symboliserer global fred. Det kan de fleste vist erklære sig enige i, selvom der på selve grunden ikke ligefrem er våbenhvile.

Men fint er det.

torsdag den 11. august 2011

Il y a longtemps que je t'aime;


Det her var, hvad jeg der lå på min seng. To fine film, jeg har ønsket mig (Jeg har elsket dig så længe og Mig og Melody). Der fulgte også Summerbird-chokolade med, så det matcher fantastisk godt en filmaften under tæppet med regn på ruden.

Fordi jeg er temmelig heldig! Tak.

mandag den 8. august 2011

Hverdagens helle;



Efter en lang arbejdsdag, cykeltur hjem i regnvejr og en omgang træning er der ingen tvivl om, hvad jeg skal bruge resten af aftenen på. Har du et særligt helle?

søndag den 7. august 2011

Kaffe & Kluns


Det dejlige ved mit arbejde er også få lov til at opdage nye københavnske perler og komme tæt på tankerne bag. Fornyelig besøgte jeg Kaffe & Kluns, der er navnet på Nørrebros nyåbnede café, og som navnet antyder kan du både slukke kaffetørsten og shoppetrangen. På tøjstativet hænger kjoler, hatte og læderjakker fra 70’erne, og menukortet byder på gode, gamle klassiske håndmadder, tarteletter og velsmagende kaffe i kopper fra Østberlin.

Nicolai Meilby og Maria Esther Lemvigh er kæresteparret bag Kaffe & Kluns. For to år siden fik de idéen til at åbne en tidslomme og købte senere den tidligere bodega Cafe 41 i Blågårdsgade, der var proppet med sjæl, som de ønskede det. Kaffe & Kluns åbnede for en måned, og i dag forvandlet til mormors hyggelige dagligstue.

Spolebåndsmaskinen sørger for tonerne af gamle dage i caféen, hvor indretningen er holdt i ren retrostil med en farveeksplosion af brun, orange og gul, og alle møblerne er fund fra kræmmermarkeder. På væggene hænger blå platter og et stort fotografi taget på en fisketur i Alaska af Onkel Per. På reoler og hylder står kaffemøller, kassettebånd, porcelænsfigurer, skilte og blikdåser, og du kan faktisk komme hjem med lidt af hvert, for Kaffe & Kluns sælger alt i butikken.

torsdag den 4. august 2011

Morgenvenlig torsdagstur;



Jeg kan ikke undvære min morgencykeltur til arbejde. København virker stadig til at være på sommerferie, og cykelstierne er overraskende rummelige. Nørrebroparken er en lille fredelig oase om morgenen, hvor jeg for hvert tramp i pedalerne langsomt lader op til endnu en dag. Håber, du får den dejligste torsdag.

tirsdag den 2. august 2011

Sårbarhed;


Hvis jeg var begyndt at skrive dagbog, ville jeg i dag skrive;

"For et stykke tid siden cyklede jeg nærmest ind i en bekendt på vej hjem fra arbejde. Vi kender kun hinanden perifert, og hun er et ansigt, jeg blot har set et par gange gennem det sidste halvanden års tid. Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, og svaret var ærligt og faldt prompte. Hun havde det slet ikke godt. Og så fortalte hun om en turbulent tid. Om at miste tryghed og bo midlertidigt på sofaen hos sine forældre.

Selvom jeg ville ønske, hun var al det tunge foruden, følte jeg mig så taknemmelig over de ord, hun betroede mig lige dér midt på cykelstien.
Det kræver nemlig et uendeligt mod at være sårbar. Det havde været meget lettere at sige, det gik godt.

Jeg har siden tænkt så mange gange på hende. Jeg håber, hun er ved at hele lige så stille."

mandag den 1. august 2011

Originale opfindere & seje skribenter # 19

Roxanne har bloggen tænkeboksen, og navnet fortæller fint, hvad den handler om. Hun er meget personlig i sine skriblerier, der har en klang af melankoli over sig, og bloggen har et strejf af Det Elektriske Barometer over sig - både i hendes tænksomhed og musiksmag. Jeg kan sagtens genkende nogle af hendes tanker fra min gymnasietid.

# taenkeboksen.com

Alder:
17 år

Bopæl: Nordsjælland

Beskæftigelse: Gymnasieelev

Hvad er særlige kendetegn ved din blog?
Det visuelle indtryk på min blog er ret tydeligt, og det tror jeg er et stærkt kendetegn. Sjældent kommer der et indlæg uden et billede, og sjældent er det et billede, jeg ikke selv har taget. Et andet kendetegn er, at min blog er meget svingende – både i sproget og i de emner jeg skriver om, men netop det er en stærk side af min blog, da den afspejler meget godt, hvordan mit teenageliv er. Min blog er ligesom jeg selv ikke helt til at regne med.

Hvad er grunden til, at du bare må blogge?
Jeg har altid været ret kontaktsøgende, og på trods af jeg er lidt genert, elsker jeg at lære andre folk at kende - ligesom jeg elsker at lade andre folk lære mig at kende. Og det har jeg benyttet internettet til de sidste 6-7 år.

Hvornår og hvorfor startede du med at blogge?
Jeg startede med at småblogge på arto.dk. Jeg skrev lister over mine yndlingsbands, og hvad jeg havde shoppet i Lyngby Storcenter. Det tog dog mere fat, da min generation nåede til MySpace, hvor jeg bloggede på min profil om koncertoplevelser og rejser. For snart 3 år siden startede jeg så min blog. Jeg startede, fordi jeg længe har haft en træng til at dele tanker, køb og oplevelser med andre mennesker, og bloggen giver mig mulighed for at reflektere over ting i mit liv på en anden måde.

Hvor lang tid bruger du cirka på at blogge?
Det er meget varierende; sommetider 4 minutter, andre gange en time. Men jeg bruger ikke mere end en times tid på det. Jeg kan godt lide tanken om, at dem der læser min blog, kan mærke en hvis spontanitet i det. Derfor er det også sjældent, at jeg tjekker sproglige og kommafejl. Men det har også sin egen charme, synes jeg.

Hvad inspirerer dig, når du blogger?
Mit liv for det meste. Min blog er jo en interesse blog, så det der interesserer mig i det givende øjeblik er, hvad der er fokus på, når jeg blogger.

Hvad er det allerbedste ved at ha’ en blog?
At møde nye mennesker og få nye venner. Jeg har allerede fået én god ven samt et par søde bekendte gennem min blog. Det er virkelig noget af det bedste.

Hvad er de vigtigste elementer i en god blog?
At man kan mærke, at mennesket bag er oprigtigt og virkelig brænder for at fortælle noget. Så er det sådan set lige meget om det er en modeblog eller en musikblog. Så længe tanken bag er oprigtig, og det skinner igennem.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft i blogland?
Det ultimative min blog har været med til, at jeg kom med i en lille serie i Soundvenue Magazine. Det var virkelig en stor oplevelse, og det var jeg aldrig kommet til, hvis det ikke var for min blog eller andre blogs, der har inspireret mig til at skrive.

Hvis du skal sætte toner på din blog, hvilken sang vil du så vælge?
Jeg tror, jeg må sige Clap Your Hands Say Yeah’s Blue Turning Grey, som egentlig bare er et kort, lille nummer bestående af lette guitar riffs med nogle ekstra detaljer. Den er rimelig simpel og har en melankoli - dog med et håb - over sig.