
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville modtage en mail på vegne af 'chilenske avocado-avlere.' Det var dog udelukkende en positiv overraskelse, for de var så søde at sende lækre og nemme avocado-opskrifter. Jeg er ikke svær at overtale, da jeg i forvejen spiser masser avocadoer. Jeg er vild med den milde nødde-agtige smag - og så er de fyldt med vitaminer og mineraler, der gør, at de løber med sejrsfanen som en af sæsonens allerbedste superfoods.
Tilbage til opskriften. Jeg har faktisk aldrig brugt avocado i varme retter, men det smagte virkelig dejligt, giver en cremet konsistens og skal bestemt prøves igen. Jeg justerede en smule i opskriften og tilføjede løg og mere parmesan. Jeg skriver den, som jeg lavede den.
Fettuccine med avocado-nøddesovs og parmesanIngredienser (4 pers.)400 g. kogt fettuccine
2 spsk. finthakkede purløg
4 spsk. hakket rød peberfrugt
3 modne chilenske Hass avocadoer
1 hakket løg
Lidt fløde
100 g. hakkede valnødder
150 g. friskrevet parmesan
Salt og peber, gerne eksta krydderier som basilikum
Skræl 2 af avocadoerne og mas dem med en gaffel. Skær den tredje avocado i små stykker. Vend forsigtigt avocadomassen, parmesan, de hakkede nødder, fløden og avocadostykkerne sammen i en kasserolle og lad det simre ved lav varme. Smag til med salt og peber. Bland til sidst den kogte fettuccine med purløg og rød peber. Hæld saucen over fettuccinen og drys med lidt ekstra parmesan.

Vi spiste pastaretten sammen med hjemmebagt foccaciabrød med fetaost og rosmarin. Min mor var på besøg, og hun efterspurgte opskriften efterfølgende. Mmh, det var godt.
PS: I morgen vender jeg tilbage med en konkurrence ...