søndag den 25. november 2012

Det gør mig glad på en søndag #15

#1: Vækkeuret ringer tidligt om søndagen, så er der nemlig tid til alt det hyggespredende. Friskpresset grøntsagsjuice, cortado, morgengrød, avis, radio og stille summerier ovenpå en fin weekend; fredag så min mor og jeg Hvid Magi, der var som et drømmende landskab af musik, der gav gåsehud, tårer på kinderne og resulterede i store smil. Lørdag var koncentreret lykke hos min mor i selskab med søster, mormor, A og et styk sød niece.
#2: Søndag er også løb. A er begyndt at maratontræne fast hver søndag. Det får også mig sparket afsted - ikke at jeg har maratondrømme. Jeg snupper nu bare de sædvanlige 5 kilometer. Det er min energiopladning til en ny uge.
#3: I min favoritgade er Tricotage åbnet. Jeg kender mærket fra dengang, jeg var i Fit Living, hvor jeg fik anbefalet deres bløde, ultraskønne økologiske bomuldstøj. Siden har jeg været fan! Nu har de så en fysisk butik, som jeg snarest viser frem. De har et håndplukket og overdådigt udvalg af lækre sager til store og små, boligen og skønhedshylden. Ting, der er perfekte til den kommende jul, hvor jeg stemmer for gaver fra danske, små virksomheder og gerne fra bæredygtige ildsjæle som Tricotage. Mere om det, når vi rammer december.

mandag den 19. november 2012

I sæson

Jeg prøver at spise de råvarer, der er i sæson og følge årstiderne. Men hver vinter føles det alligevel lidt uoverskueligt. For jeg savner smagen af solkyssede tomater, søde bær og sprøde ærter. November byder selvfølgelig også på gode sager med et stort udvalg af kål, æbler, pærer og rødbeder. Men jeg mangler inspiration til jordnære aftenretter - jeg er nemlig kørt suppetræt og er ikke til simremad. I morgen ved jeg dog, hvad jeg skal have: Yogagryde. Bare navnet gør mig glad, og konceptet holder: Tøm grøntsagsskuffen i en gryde, fyld op med røde linser, kidneybønner, flåede tomater, ingefær, hvidløg og friske krydderurter. Det er et vinter-luksusmåltid.

+ Aarstidernes måltidskasser er heldigvis et idéparadis at kaste sig over, ligesom blogland også bugner med sunde og lækre opskrifter. Hvad spiser du helst i den kolde tid? Og spiser du efter årstid?

søndag den 18. november 2012

Film jeg lige har set #11

De Urørlige (Les Intouchables) af Olivier Nakache & Eric Toledano (2011)

Les Intouchables er historien om et umage venskab mellem en rig, lam mand (François Cluzet) og den halvkriminelle sorte fyr (Omar Sy) fra de parisiske, belastede forstæder, som bliver hans hjemmehjælper og ven. Det havde været oplagt at lave en trist og skrøbelig fortælling - i stedet er det varme, sjove og livsbekræftende i spotlightet. For filmen handler netop om ikke at dvæle ved sygdommen. Resultatet er enestående og fyldt med stærke og levende følelser fra et underholdende vennepar. Det er muligvis én af de bedste film, jeg længe har set.

 + Hvad ser du af film? Og har du set Les Intouchables?

torsdag den 15. november 2012

Mitt hjärta

Svensktalende, bogelskende og legeglad sjovhedspige. Mit hjerte er på overarbejde i hendes selskab.

Flippas kærlighed vokser i øjeblikket særligt for det røde legekomfur, hvor hun gerne byder på kaffe og kage til de mennesker, hun holder mest af i verden. Hun er også glad for udklædningstøj, modellervoks, Duplo og legepladser. Savnet er maveknugende som altid, for hun er godt selskab, og hun deler gerne ud af kys, kram og grin.

Verdens vidunder af en niece.

tirsdag den 13. november 2012

Konkurrence; vind billetter til teaterkoncerten Hvid Magi

Nu har du og en ledsager chancen for at opleve Hvid Magi - den anmelderroste hyldestforestilling til Anne Linnet. I samarbejde med Betty Nansen Teatret har jeg nemlig fået lov til at udlodde 2 x 2 billetter til stykket den 27. november kl. 20. Og du kan godt glæde dig, for stribevis af glade anmeldere og 20.000 tilskuere kan ikke tage fejl. Hvid Magi er en teaterkoncert ud over det sædvanlige, der hylder Anne Linnets musikalske univers.

Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed har taget over 20 af Anne Linnets sange under kærlig behandling og drysser på overbevisende manér musikalsk drømmestøv ud over publikum. Jeg glæder mig sådan til at tage min mor under armen, blive tryllebundet og opleve en forestilling, der vil ryste mig helt ind i mit indre univers, univers, univers.


Sådan er du med i konkurrencen: Det eneste du skal gøre er at skrive en kommentar med dit navn og din mail. Jeg finder to teaterheldige vindere mandag den 19. november og kontakter vinderne direkte. Held og lykke!

Info: Hvid Magi spiller på Betty Nansens hovedscene d. 23/11-22/12. I to sæsoner har Hvid Magi spillet for fulde huse, men nu er den på plakaten for sidste gang. Varighed: 2 timer (inkl. pause) Mere info her.

Sundhedsinvestering

Årets bedste gave til mig selv er klart den nye saftpresser. Der er nemlig ikke meget, der overgår smagen af friskpresset saft, nu hvor det er sæson for rødbeder, æbler, gulerødder og kål. Vi får et stort glas hver dag - og den gode kapow-energi kommer nærmest skydende ud af kroppen efter sådan en omgang og fylder én med feel good.

mandag den 12. november 2012

I snackskålen

I forrige indlæg spurgte I ind til snackskålen, og jeg uddyber naturligvis gerne. Fadet er lavet i bambus og er fra Objects & Use - og det bliver kun pænere med tiden. Her er det fyldt med lidt forskellige sunde og søde snacks:

- Gala must fra Fejø, som er de sprødeste, saftigste og sødeste æbler, jeg har smagt. Et stort lager er et must.
- Mandler er en fast snack, men chokoladen er ny. Med hindbær & kokos og fra øko-chokomagerne Seed & Bean.
- De tørrede frugter består af morbær, tranebær, gojibær, incabær, grønne rosiner, mørke rosiner, kokosstykker, og nødderne er primært græskarkerner og usaltede peanuts. Blandingen smager også skønt ovenpå morgengrøden.

 + Hvad snacker du helst?

søndag den 11. november 2012

Det gør mig glad på en søndag #14

#1: The Darjeeling Limited er vores fælles favoritfilm, så derfor skal den naturligvis i træ og ramme. Wes Andersons film fra 2007 oser af originalitetsoverskud. Location, skuespillerne, musikken ... jeg holder af det hele. 
#2: Efteråret leverer bunkevis af dage med tid til te, sofamagelighed og snacks - helt uden dårlig samvittighed. Det fortjener et high five! Jeg er blevet rigtig glad for ginger/lemon-urteteen fra Tante T, der smager sødt og luner.

 + Håber du nyder din efterårssøndag på allerrareste vis!

fredag den 9. november 2012

Lavet med kærlighed og glæde

Jeg har fået en virkelig betænksom og brugbar gave af min kollega B. Det er en kogebog med hendes yndlingsopskrifter, og i introen skriver hun så fint: "En kogebog lavet med kærlighed & glæde (og af overspringshandlinger). Til de dejlige mennesker, som ikke må spise gluten, og som kun nyder mælkeprodukter i meget små doser eller slet ikke. Ren madkærlighed – til dig og din mave." Alle opskrifterne bliver flittigt brugt, men der er særlig en opskrift på boller, som er fantastisk god - på den der lækre, mættende mums-måde.
Boller med gods i (8‐12 boller)

125 g hasselnødder
125 g mandler
1 stor gulerod
1 stor banan
75 g hørfrø
50 g hirseflager
25 g majsmel
en smule salt
1 tsk HUSK loppefrøskaller
2 tsk bagepulver
4 æg

Blend nødderne. Riv gulerod, og mos banan. Bland nødder, gulerod og banan grundigt. Tilsæt resten af det tørre – og til sidst æggene. Bland resten godt sammen. Lav bollerne med 2 skeer, og bag ved 200 grader i ca. 20 min.

onsdag den 7. november 2012

Pimp morgengrøden

I hverdagene spiser vi havregrød lavet på mandelmælk og vand. På toppen bliver den pimpet med hjemmelavet mysli, frugt, skyr og kompot. I lang tid har vi haft æblemos på toppen, men den slags skal helst variere lidt. Smagen af sommer har i stedet ramt vores morgengrød med øko-lækker jordbærkompot. Jeg har hamstret frosne økojordbær på tilbud, og så er det bare to poser op i en gryde ved svag varme. Simre-simre i 10-15 minutter, og så tilsætter jeg en teskefuld sukker og en masse vanilje. En tur i blenderen og så i et opbevaringsglas, wupti!

+ Hvad spiser du til morgenmad?

mandag den 5. november 2012

Kulturelt fix; kbh læser

Så er det nu, vi skal suge til os af litteraturen i byen og få et kulturelt fix. Der er alt for meget stimuli i København til at blive i sofaen. Jeg vil vække min nysgerrighed fra slumren og tage de kulturelle briller på. kbh læser bringer nemlig litteraturen tættere på, og der er masser at gå ombord i. Jeg har især set mig lun på tre arrangementer:
Kvarterhuset, Salen, Jemtelandsgade 3, Amager, tirsdag 6/11 kl.  19-21 (gratis)
+
Spis din have:
Signe Wenneberg, der er kendt fra have- og madprogrammer på tv, holder foredrag om fænomenet Urban Gardening og de nye havetendenser med udgangspunkt i sin seneste bog ‘Spis din have’. Flere og flere mennesker bor i byerne, og vi begynder i stigende grad at dyrke mad i byerne, på tagene og i baggårdene.

LitteraturHaus, Møllegade 7, Nørrebro, onsdag 7/11 kl. 20-22 (50 kr.)
+ Kærlighed, mad og fremmede byer: Jan Sonnergaard har været ude i verden for at skrive. Denne aften er han tilbage for at fortælle om den røde tråd i sine sidste fem bøger og for at løfte lidt af sløret for sin næste bogs fortællinger om kærlighed, mad og fremmede byer.

Korridor No. 33, Dag Hammerskjölds Alle 33, Østerbro, fredag 9/11 kl. 17.30-18.30 (gratis)
+ Forfattermøde: Norske Hanne Ørstavik møder københavnske Christina Hesselholdt. De vil bl.a. tale om deres seneste romaner henholdsvis ’Hyænerne’ og ’Selskabet gør op,’ der begge handler om kvinder, der kæmper med ensomhed og tab - og med at genfinde identitet efter et forlist forhold.

 + Skal du med, eller har du andre kulturelle gøremål i kalenderen? Se hele kbh læser-programmet her

søndag den 4. november 2012

Det gør mig glad på en søndag #13

#1: Vores bedste og hyggeligste weekendtradition. En gåtur gennem Assistens Kirkegården med en juice i hånden. Vi iagttager egern, nørrebrosk liv, bladenes farver og nyder den friske luft. Det gør godt på den efterårsrare måde.
#2: Jeg er på jagt efter en grøn plante til stuen, der både skal være dekorativ og simpel. Denne er et bud. Jeg vil kombinere min plante-lyst med et besøg i Botanisk Have, som længe har stået højt på min udflugts-ønskeliste.
#3: Min mor forærede mig hyacinter, da hun var på besøg. De dufter i hele lejligheden og minder mig om hende. Hun læser med på bloggen, og jeg har lovet at hilse fra hende og sige inderligt tak for alle jeres søde tanker herinde.

lørdag den 3. november 2012

Gode vaner

Nu skal det være. Yoga, (mere) løb, supper og friskpresset saft i lange baner ... Alle de gode vaner skal frem fra gemmerne - de strutter nemlig af indre velvære og en enorm egenomsorg. Jeg har lyst, og jeg trænger. Derfor har jeg shoppet en saftpresser, købt et yogamedlemskab, sat mit løb i system og lavet lange lister med inspiration.

♡-listen:
- Avocado-drik; det her er min favoritsmoothie/juice i øjeblikket, der mætter og smager af mere. Til et stort glas blender du ca. 1 1/2 dl friskpresset æblemost, en halv moden avocado og friskpresset citronsaft. Den må gerne være smoothie-tyk i det. Til sidst rører jeg 1 tsk. olie i (pt. kæmpenatlysolie, som drilsk, tør vinterhud har godt af!)
- Tørbørstning; det er sådan en simpel ting, alle bør unde sig selv. Det øger både blod- og lymfecirkulationenen, styrker immunforsvaret og forbedrer fordøjelsen. Og så er det ren feel-good fra morgenstunden.

- Vinterrare retter; jeg glæder mig til min detoxsuppe med grøntsagspower. Og til de hurtige mellemmåltider er pink råkost på menuen, som er med revne rødbeder, gulerødder, tranebær og lidt god olie

+ Hvad er din bedste vane? Hvis du tilfældigvis kan anbefale en god yogamåtte, pænt yogatøj, en lækker juiceopskrift eller en sund og nem vinterret, så del endelig også løs i kommentarfeltet, tak.