søndag den 30. december 2012

Det gør mig glad på en søndag #20

#1: Det er knughyggeligt med niece-besøg. I dag stod den på forsinkede julegaver, pandekager og indhentning af knus, kram og svenske gloser. Filippa er blevet farlig glad for at pakke gaver op henover julen - gerne også andres.
#2: Alt i min krop smiler og bobler, når jeg ser min storesøsters voksende mave. Jeg tæller ned til marts, hvor jeg bliver moster for tredje gang - én stolt, storsavnende og krammesyg af slagsen. Og det bliver endnu en pige

fredag den 28. december 2012

Totusind&tolv i glimt


I januar tilbragte jeg en del tid på yogamåtten i en dyreverden af stillinger. Det nye år startede med en detox sammen med andre søde kvinder og dygtige undervisere. Det var et tag-selv-bord af ingefærshots, yolates, saunagus, nærvær, grøntsagssupper, urtete og smoothies. En energiboostende oplevelse med gladhedsgaranti.
Februar var en konfettieksplosion af hjerteoverload på den svenske niece-måde, fynske familiebesøg, veninde-fødselsdagsfejring med krymmel på og andre rare stunder med personer, der fremtryller smil hos mig.

I marts fejrede vi A's fødselsdag med flettede fingre og fælles eventyr. Vi var en tur i skyerne og nød New York life. Vi kastede især vores NY-love efter den grønne oase The High Line, vafler med friske bær på Cafe Gitane, det italienske deluxe supermarked Eataly, øko-middag på abc kitchen og kaffeperfektionisme hos Third Rail Coffee.
I april slubrede jeg te i mig, trykkede på off-knappen, sad under bøgetræer, tog på loppemarkeder, iagttog morgenlyset, blev draget af den berusende duft af forår, nussede om min ordlyst, dyrkede slowtempo og trampede i pedalerne, mens jeg ihærdigt prøvede at få det hele til at hænge sammen med voksenlivs-pakken.

I maj var jeg i Berlin med mine tre absolutte yndlingspiger. Det var dage proppet med sol, sandkasse og softice.
I juni pustede jeg ud efter en tempotravl periode, hvor jeg fik ny stilling som chefredaktør. De dybe vejrtrækninger fandt sted hos mine svigerforældre, hvor vi plukkede hyldeblomst, gik aftenture, dyppede sommersøde jordbær i chokolade og gik på jagt i drivhuset og plukkede hjemmedyrkede grøntsager. Det var luksusbalsam for sjælen!

Juli var dedikeret til sommerferie med sardinske stranddage. Vi flyttede ind med parasol, køletaske med italienske specialiteter fra det lokale supermarked, bøger og solcreme. Vi badede, spiste frisk kokos, holdt solpause i skyggen, sluttede dagen af med en espresso og en cykeltur hjem gennem duftende pinjeskove. Vanedannende dejligt.

I august inviterede Gitte mig med til Louisiana Literature i selskab med litterære verdensstjerner som Jonathan Safran Foer, Jeffrey Eugenides, Patti Smith, Henning Mankell, Nicole Krauss, Naja Marie Aidt og Pia Juul. Det var en overvældende weekend i de smukkeste omgivelser med grøn natur og bølgende, blåt hav. Helt og aldeles sitrende, følsomt, nærværende, inspirerende, rammende, rørende og underholdende.

September som et lagkagediagram ville være 90% lækkersød chokoladecreme og 10% tilfældig brun glasur på toppen. Flimmervarme sensommerdage, aftener i parker, grill i gården, lange dage på job og grin-over-kaffe.

Oktober var tunet ind på London-turen for at fejre 5 års kærlighed. London var ahhh-afslapning, slentreture, kaffepauser, oplevelser, holden i hånd, ømme fødder, butikskiggeri, karbade, tonerne af The xx og madmarkeder.

November var præget af tunge tanker, indre harmonikasammenstød og en kuffert af sorg. 'Mor' og 'kræftsygdom' blev desværre to ting, der hang sammen. Jeg brugte alle livets sjælekræfter på at håbe og bede.

December var rimdækkede vinduer, stille tænkepauser og et indblik i livet på kemo- og stråleafdelingen. En præst sagde, at julen skal minde os om,  at der er håb selv i håbløsheden. Og de ord har jeg taget med mig videre.
________________

 + Er der nogle glimt, der rammer dig ekstra, når du tænker på dit 2012? Se også mit 2011-tilbageblik her. Tak for i år, og tak fordi du læser med. Tak for at være eviginspirerende. Jeg ønsker dig et sundt og godt nytår

onsdag den 26. december 2012

Film jeg lige har set #12

The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky (2012)

Jeg havde hverken hørt eller læst om The Perks of Being a Wallflower og forventede ikke rigtig det store. I starten af filmen troede jeg egentlig, at det var en fin fortælling om en ung, usikker fyrs forelskelse i den ældre og charmerende pige Sam (spillet af underskønne Emma Watson.) Men ensomheden hos fyren, Charlie, fylder mere og mere, samtidig med at han hjemsøges af sin bedste vens selvmord. Det sjove og skæve søskendepar Sam og Patrick tager dog Charlie under deres vinger, og de udvikler en stærk treenighed. Man bliver slynget rundt i et ungdommeligt univers af livsforandrende venskab, det første kys, misforståelser, homofobi og skolebal. Her kunne filmen så slutte, men den udvikler sig i takt med, at man får en større forståelse for Charlies psykiske lidelse.

The Perks of Being a Wallflower handler om at overkomme en dyb sorg, og man skal have et hjerte af beton for ikke at fælde en tåre. Den sidder stadig i kroppen, og jeg har svært ved at komme i tanke om en film, der sidst har gjort så stort et indtryk ...

 + Nysgerrig? Se traileren her.

søndag den 23. december 2012

Det gør mig glad på en søndag #19

#1: Min december blev noget modelleret og anderledes, end jeg havde regnet med. Der er mange ting, jeg ikke nåede. Heldigvis fik jeg set min svigerfamilie, der kom på besøg i fredags. Min svigermor gav mig en kurv proppet med hjemmelavet jordbærmarmelade, julesmåkager, knækbrød og honning. Det strutter af omsorg & omtanke!
#2: Udenfor er der snestorm og decemberkulde, og det passer mig egentlig meget godt. For jeg har masser ting at lave indenfor, hvor jeg skal pakke gaver ind, skrive kort, lave rødkål og kysse på A, som skal arbejde i julen.

En stor portion kærlighed og julefred til dig, der læser med. Jeg håber, at din jul bliver fyldt med alt det, der betyder allermest for dig! Min bliver med kvinderne i mit liv, og jeg er fuld af taknemmelighed. God jul ♡♡♡♡♡

onsdag den 19. december 2012

Fotofinheder

Billeder proppet med gode minder er ret meget en yndlingsting, og hvis man ganger det op med små polaroidfotos er det ekstramegetfint. De fremkaldte billeder er små lykkeglimt med sommerbrune flettede fingre, niece-hyggende dage i sandkassen, trampen i pedalerne i byen, jeg elsker, kærestekaffe og andre småtingslykkerier.

+ Vil du også ha' dine Instagram billeder printet ud, så se mere lige her.

mandag den 17. december 2012

InstaLove

Småtingslykke-barometeret er helt i top på Instagram. Jeg er vældig begejstret for at vågne op til en fotostrøm af personlige finurligheder og egenvalgte lyksaligheder. Det er fabelagtigt fint! Jeg følger primært folk, jeg kender, men der har efterhånden sneget sig en del bloggere ind - og hvor er det hyggeligt. Det føles som en venindeklub, hvor vi spiser morgengrød sammen, drikker kaffe sammen og deler opskrifter, inspiration og hyggestunder.

+ Er du på Instagram? Smid endelig dit navn. Er du ikke på Instagram, kan du stadig se mine billeder her.

søndag den 16. december 2012

Det gør mig glad på en søndag #18

Jeg prøver systematisk at at si juletravlheden fra og glemme alt om de ting, jeg igen ikke når i år. I stedet har jeg fyldt harmoni i tekoppen, droppet søndagsjulegaveræset til fordel for en dag med selvvalgt tempo, kastet uldtæppet om benene, læst gamle juleord i blogform og fundet vinterlune minder frem. Her er min december 2011 i glimt ♡:




mandag den 10. december 2012

Kaffekræs; KeepCup

Jeg har længe været begejstret for min lyserøde KeepCup i str. xs, der lige præcis passer til en cortado. Her er A's nye - blot lidt større og i sort. KeepCup er en miljøvenlig og bæredygtig baristakop, der er skabt til to go-kaffe, så man slipper for at smide papkruset ud og er fri for smagen af pap. (Og den er lavet af BPA-fri plast.) Win-win.

søndag den 9. december 2012

Det gør mig glad på en søndag #17

#1: D i g bag skærmen gør mig glad! Jeg har modtaget de mest vidunderlige mails og kommentarer til Kvinde til Kvinde-projektet, som jeg skrev om i forrige indlæg. Nogle af jer har sendt gaver til mig, andre afleverer personligt til mig, mens en håndfuld selv har været forbi og give gaver. Det er overvældendefantastisksejt, så t a k ♡
#2: Noget af det fineste ved julen er de håndskrevne breve og kort, der lander i min postkasse. De er skrevet med sirlig håndskrift, rammende ord og lavet på en bund af kærlighed og omtanke. Hjerte, hjerte, hjerte!
#3: Nu er det slut med snefnug i tasken. En taske MED lynlås er altså en praktisk ting, når man hver dag tager sin Mac til og fra job i alt slags vejr. Og så har den pænhedspletter og passer lige over skulderen. Dælme god!

+ Det var uge en også med: søsterkaffe, pigeklub på job, søndagsløbetur og økogave fra nisseven. Der venter en uge med; hospitalsbesøg i Odense og sushilæum med to fine kollegaer, da vi har været t o år (!) hos Downtown.

onsdag den 5. december 2012

Julen handler om ...

Der er mange måder at hjælpe på. Nogle hjælper til i en landsby i et fjernt land, mens andre laver lasagner til danske hjemløse. Mange putter småpenge i et ofte ekkoramt krus, og endnu flere sender sande smil i retning af dem, som trænger. Jeg er faldet over et juleprojekt, som giver rigtig meget mening for mig. Kvinde til Kvinde står nemlig igen i år for en gaveindsamling til kvinder på de københavnske asylcentre Sandholmlejren og Kongelunden.

H v a d  h a n d l e r  d e t  s å  o m ?
- Du køber en gave for 20-30 kr.
- Du afleverer den hos Københavns Kulturcenter på Drejervej 15, 2400 Kbh NV. søn-fre kl. 9-15 inden d. 13/12
- Du kan f.eks. købe shampoo, creme, handsker, hue, pandebånd, tørklæde, kaffe, te, puslespil osv.
- Kvinde til Kvinde sørger for, at alle gaverne bliver pakket fint ind og delt ud til kvinderne

V i l  d u  h j æ l p e ? 
- Jeg står meget gerne for at aflevere gaverne samlet den 13. december, hvis du ikke selv har mulighed for at komme forbi Kulturcenteret. Du kan enten aflevere gaven til mig eller sende den til mig. Send mig en mail, hvis du er interesseret: lindao2400@gmail.com

+ Vil du læse mere? Så klik her

tirsdag den 4. december 2012

Orange luneri

Det ligner næsten et par julesokker, men de er altså knaldorange og ikke nisserøde. De er lavet på Danmarks eneste sokkemaskine af en herre i Nordsjælland. Og når man ikke selv kan strikke eller hækle, må man købe det bedste håndværk hos andre. De er varme, vanedannende og vinterperfekte. Han har lovet snart at lave dem i en pæn blå farve, bordeaux og grå. Bare et lille tip til vinterkolde fødder, der fryser i prikkede strømper fra Monki.

søndag den 2. december 2012

Det gør mig glad på en søndag #16

#1: Jeg har tændt ét lys i Kubus-lysestagen og pyntet den med træhjerterne fra sidste år. Teksten passer endda, for vi vågnede op til et snekysset København med kælkeglade børn og sneboldkastende voksne. Det er tid til røde næser, klementinduftende fingre, kradsende strikpandebånd og risengrød med det hele.
#2: Grønkål er også lige nu, og det ryger glædeligt både i salater og i saftpresseren. Jeg har kastet min kålkærlighed på Kålkællingerne, der rammer DR2 i juledagene. De laver en sundhedssalat i lækkerhedskategorien med grønkål, babyspinat, mandler, avocado og en sød citronskals-dressing. Så kål derud af!

+ Kåler du den, eller juler du den i dag? Glædelig 1. advent på den snevejrsfine måde.