
Der er bogstavelig talt kommet fart på mit løberi. Jeg havde ellers ikke forestillet mig, at det var i den mørke tid, at jeg for alvor ville få slidt mine løbesko. Men så skete der det, at verdens sejeste & sødeste kollegaer og jeg lavede en lille løbeklub. Det var mest for sjov, men nu er det blevet en heppende og high five-motiverende en af slagsen.
Vi er tæt på holdtrøjer-tilstande. Og pludselig dukker ord som '
halvmarathon' op, som for bare et par år siden var et fremmedord i min verden, for jeg har ikke 1 % konkurrencemenneske i mig. Løb er pludselig blevet sjovt og basis for brede smil - og jeg kan så godt lide den følelse, der bliver siddende i kroppen efter en pulsbankende løbetur.
+ Fik jeg sagt, at jeg har verdens sejeste & sødeste løbekollager?