simpel info

simpel baggrund:

Simpel dagbog har haft et virtuelt liv siden 19. november 2009. Bloggen kom til verden på en naturlig måde efter flere års overforbrug af dagbøger og kladdehæfter proppet med teenagetanker. I dag lever den et lidt mere stille liv.

simpelt om mig:

Jeg bor i den brostensbelagte 2200-del i København, er 27 år, hænger ud i kærlighedslivet og på hjemmefronten med A. Jeg snakker, krammer og løber, når jeg ikke arbejder eller blogger. Simpel, men stor glæde for: moster-titlen, løberi, kaffe, familie og veninde-medsøstre, magasiner, krøllehjerner, dokumentarer og Sverige. 

simpelt om mine ord:

Jeg er en nysgerrig skrivesjæl, som har et journaliststempel fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Jeg har haft det sjovt med alt fra arbejdsmarkedspolitik, NGO-stof til ungdomstendenser. I dag er jeg zoomet ind på onlinejournalistik, sociale medier, kommunikation og nærmest alle emner, der knytter sig til østrogen, bypuls og økologi. Jeg er til daglig chefredaktør hos Downtown.dk i København og Odense - og ind i mellem arbejder jeg freelance, hvor jeg hjælper virksomheder og private med tekstforfatning, koncepter og pr.

simple spilleregler:
Nogle gange vil andre personer eller virksomheder gerne på simpel dagbog - men for en god ordens skyld skriver jeg, hvis det er sponsoreret, en gave eller lignende. Det meste af tiden herinde er det kun mig og ingen andre.